Det var en lille genistreg af den norske nobelkomite at give årets fredspris til EU. Ingen international institution i verdenshistorien har været så afgørende i forankringen af fred, velstand og demokrati. Rundt regnet halvdelen af EU's medlemslande har en nær fortid som kommunistiske eller fascistiske diktaturer. Ingen af dem er faldet tilbage i de gamle vaner, som det er sket andre steder, hvor en diktator er væltet blot for at se en ny vokse frem. LÆS OGSÅNobels fredspris går til et EU i krig med sig selv Drømmen om et EU-medlemskab har været den afgørende katalysator for denne udvikling, og når de demokratiske institutioner er blevet udfordret, som det bl.a. er sket i Ungarn og Rumænien, har EU-medlemskabet været med til at holde magthaverne på de demokratiske dyders stenede stier. Netop derfor kunne timingen ikke være bedre. Prisen er en huskekage til en generation af politikere, der er ved at glemme Europas historie; hvor dyrebar en arv, vi har fået overleveret fra den generation, der gennemlevede og overvandt Anden Verdenskrig. Nu trues Europa igen af opløsning og indre splid.
I Sydeuropa er antidemokratiske kræfter som det græske Gyldent Daggry på fremmarch - som en afmagtsreaktion ved udsigten til årelang tilbagegang og krise. I nord vinder populistiske politikere frem med budskabet om, at man ikke skal betale til dovne, snyltende sydeuropæere. Den generation af europæiske politikere, der i går modtog fredsprisen i EU's navn, har nu en forpligtelse at leve op til: ikke at lade snævre og kortsigtede nationale interesser overtrumfe solidariteten. Den politisk-økonomiske krig, der truer fredens nobelprisbelønnede projekt, må standse. Europa kan kun trække sig ud af krisen ved en fælles kraftanstrengelse. LÆS OGSÅCensurdebat overskygger Nobels litteraturpris Prisen må også udløse en refleksion i den danske EU-debat, hvor visionerne er ved at sande til i rabatkrav og forbehold. Den danske politiske konsensus har haft som mål at sikre, at Danmark altid var så tæt som muligt på beslutningerne. Fordi det er i vores interesse - og fordi vi har selvtillid nok til at tro, at vi har noget at byde på. Det handler ikke om en milliard her og der.
