Der var engang, da det var en befrielse, at der blev sat spørgsmålstegn ved, hvad lærerne lærte eleverne. Det var dengang, da skolekulturen var autoritær og hele samfundet gennemsyret af, at der var faste svar på de fleste spørgsmål; svar, som den enkelte elev ikke skulle bryde sig om at sætte spørgsmålstegn ved. Det er vel et halvt århundrede siden, at skolen og samfundet så sådan ud. I dag er både skole og samfund præget af stor usikkerhed om, hvad der er vigtigt at vide, af adgang til en uendelig mængde informationer på internettet af stærkt varierende lødighed og af børn og unge, der er alt andet end autoritetstro - i hvert fald i forhold til lærere og forældre. Det er derfor på høje tid, at der gøres op med den opfattelse, at god pædagogik blot består i at have frihed til at sætte spørgsmålstegn og frihed til at vælge emne. Det hovedkrav gav mening i en skole og i et samfund med etablerede værdier og sandheder, der skreg efter at blive udfordret. I dag er udfordringen noget nær det modsatte: Hvordan kan skolen skabe det minimum af overblik og det minimum af viden, der er forudsætningen for at håndtere den atomiserede og globaliserede virkelighed, der er hverdag i informationssamfundet? Skal samfundet og den enkeltes liv hænge sammen, skal skolen levere den ballast af viden, der er forudsætningen for at kunne orientere sig selvstændigt i tilværelsen. Det kræver læseplaner, der tør stå ved, hvad der er vigtigt, så både gode og mindre gode lærere får den støtte, de har brug for. Det er i det lys, man skal se diskussionen om Bertel Haarders historiekanon. Naturligvis kan fagfolk og offentlighed være uenige om de 29 konkrete indgange til verdens- og danmarkshistorien, som den opstiller. Kanonen bliver ikke ringere af den debat. Men det vigtige og positive er selve markeringen af, at der er emner og begivenheder, der er vigtigere end andre, og som hører med til en ordentlig undervisning. Det har ikke hidtil været god latin i dansk skoledebat - men er nu ved at blive det. Det er derfor glædeligt, at ministeren forsvarer både udvalg og kanon. Det skal Bertel Haarder have tak og ros for.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
