Jorden gik ikke under i går. Den sætning har vi længe ventet på at kunne skrive i vores avis. Godt nok udløb mayaindianernes kalender, men det viste sig at have samme effekt, som når Maylandkalenderen hvert år udløber 31. december. Der kommer en ny. Dommedagsprofetier er et særkende for religiøse bevægelser. Jehovas Vidner har utallige gange sat dato på apokalypsen - endnu uden større held, heldigvis. LÆS OGSÅKapitel 1: Rumvæsen advarede taxachauffør om Jordens udslettelse juledag I alle frelserreligioner er det et fast indslag, at det på den yderste dag vil vise sig, om turen går til Himmel eller Helvede. I disse dage fortæller vi i avisen for eksempel historien om Orthon-bevægelsen, der prædikede, at den sidste dag var kommet juledag 1967, og at rumvæsenet Orthon og et antal ufoer ville redde de rettroende fra udslettelse.
Så er det måske lettere at følge filosoffen K.E. Løgstrups forståelse af dommedag som noget, vi møder og oplever, når vi svigter os selv eller næsten. Det er ikke jordens undergang, men tværtimod en svaghed, som man kan gøre noget ved. Med Løgstrup kan vi erkende, at det er os selv, der holder dommedag. Hver dag. Over os selv og den jord, vi lever på. Går jorden under, har vi kun os selv at takke for det. I modsætning til religionernes dommedagsprofetier er vores selvskabte plage nummer et blevet ubehageligt konkret de senere år. LÆS OGSÅKlimaministeren: FN har spillet fallit i klimakamp Klimaændringernes faresignal blinker stadig kraftigere, og vi forsikrer hinanden om, at vi må gøre noget ved det. Der er jo bare lige det med Kina. Med vanerne. Med fattigdommen. Med arbejdsløsheden. Med underskuddet på statsfinanserne. Bankkrisen. Den amerikanske kongres. Fanden og hans pumpestok. Det er, som om der skal en lille undergang til i form af et jordskælv, en orkan, en krig, en revolution eller noget andet omvæltende, for at vi kan se alvoren. I den forstand er de rationelt tænkendes forhold til undergangen hverken mindre religiøs eller mere seriøs end religionernes. Forskellen er, at vi endnu kan nå at gøre noget. Udryddelse fremmer forståelsen. Som tegneserien Doonesbury slog fast i går, er vi her stadigvæk alle sammen. Undtagen mayaerne.
