Dagen inden dommedag indkaldte Knud Weiking til pressemøde og forklarede, at de havde misforstået Orthon. Atomkrigen var på vej, men ikke lige nu, og først skulle man bygge en rumskibsmotor, som en københavnsk musiker havde tegnet ud fra Keopspyramidens mål.
Aldrig nogensinde havde bageren i Borup solgt så meget brød og kage som 26. december for 45 år siden.
Folk fra hele Sjælland strømmede til den lille stationsby på juleudflugt for at se tidens måske mest omtalte byggeri. I virkeligheden var der ikke meget at se, for atombunkeren, som Orthon-folkene havde bygget, lå jo under jorden.
Oppe på marken var klasket et bjerg af jord op, og ubrugte tømmerstokke lå som mikadostænger i sølet. Og så var der en nedgang til en dør med hængelås på.
Men snuppede man Ekstra Bladet med i forbindelse med sit bagerbesøg, fik man Orthon for alle pengene. Under overskriften ’Orthon-folkene går over gevind’, gik bladet til biddet. Efter atomkrigens og de flyvende tallerkeners udeblivelse, var en ny opgave blevet stillet Orthon-disciplene, skrev man. De skulle selv bygge en flyvende tallerken:
»Med dette nyeste forrykte sludder, har man lov at fastslå, at Orthon-gruppen efterhånden er derude, hvor selv den stærkest troende ikke kan bunde«, skrev bladet.
Men de havde undervurderet de troendes engagement.
55 medlemmer troppede op til et hasteindkaldt møde 28. december, og ingen – bortset fra en evig kværulant – satte spørgsmålstegn ved forløbet. Knud Weiking holdt sig ude bagved under mødet, men to møder senere var han tilbage ved lederbordet.
Og så skete det, 17. januar, at Orthon vendte tilbage til menneskerne efter måneders tavshed. Et af de menige medlemmer havde rejst sig og ymtede ordet ’bjergprædiken’, og på det stikord blev Knud Weikings krop overtaget af Orthon. Han rejste sig og afbrød brutalt den anden med ordene:
»Som jeg sagde i det, I kalder min bjergprædiken«.
En synlig lettelse bredte sig i lokalet, og en oprømt stemning indtog tilhørerne.
Senere på aftenen vendte Orthon tilbage og forklarede dem sagens rette sammenhæng: Da universets love forbød at lade menneskerne få adgang til stærkere tekniske kræfter, end de allerede besad, kunne rumskibene ikke gennemføre nogen redningsaktion, da rumteknologien jo var noget foran den jordiske.
Derfor var de blevet overdraget tegningerne til en rumskibsmotor, og når de havde bygget denne, ville det cirka passe med atomkrigens udbrud, og så kunne redningsaktionen blive mulig, da menneskets teknologi nu matchede rumfolkenes.
FOTO
Og bunkeren? Jo, som det hele tiden havde været antydet, drejede det sig jo om en symbolsk handling. Med byggeriet fik Orthon for alvor gjort bevægelsen og sine budskaber kendte i offentligheden. Ligesom ved korsfæstelsen.
4.000 sider med Orthons ord
Herlev Cornelsen sidder sammenbøjet foran sin computerskærm inde i et hvidt hus lige op og ned ad Middelfartbanen.
Manden, der skaffede bly til Orthons bunker, tømrermesteren, der drog til Sjælland med seks svende og byggede bunkeren, er nu 77 år gammel. Han ligner ellers sig selv fra de gamle billeder – bortset fra håret, der er væk. Cornelsen markerer et par linjers tekst med musen. Computerskærmen giver genskær i hans brilleglas.
Til venstre for ham hænger familiebilleder på væggen, og over dem hænger et større billede af en langhåret og skægget mandsperson, som kigger mildt ud i rummet. Det er Orthon. Fra køkkenet breder sig en duft af vegetarfrikadeller.
»Så er den rettet. Jeg synes, den er god, den der«, siger Herlev Cornelsen, der lige har fremhævet et tekststykke med fed:
»Sand kærlighed er en nøgtern indstilling til livet på en sådan måde, at man erkender livet guddommeligt skabt på vej mod større fuldkommenhed uanset, hvad dette liv ellers manifesterer i form af sind, ånd eller skikkelse«.
Det er Orthons ord, og dem er der mange af. Herlev Cornelsen har skrevet omtrent 4.000 sider ind på sin computer. Lige siden han byggede bunkeren i Borup, har han været aktiv i bevægelsen.
Alene i vished
I årene efter det bemærkelsesværdige efterår i Borup svandt offentlighedens interesse for Orthon-bevægelsen lige så langsomt.
Jo, dommedag blev forsøgt forudset et par gange mere, men uden held. Og som årene gik, kunne man en sjælden gang læse om, hvordan splid ramte indercirklen. Så blev der tyst.
Men rundt omkring i Danmark holdt små menigheder fast i budskaberne, som fortsat strømmedegennem Knud Weiking år efter år. Da det gik bedst, var der grupper i både Odense, Middelfart, Sønderborg, Fakse og København. I Sønderjylland sad Herlev Cornelsen, tømrermesteren, og trodsede sin ordblindhed ved at skrive båndene med Orthons budskaber ud.
Tak til ham, der førte min hånd. Tak Orthon
Birgit Cornelsen
Det var som at vandre over Himalaya: Tag et skridt ad gangen, se dig aldrig tilbage. På Fyn sad en kvinde ved navn Birgit, og første gang, hun hørte navnet Orthon, faldt noget på plads i hende. Her var meningen med hendes liv.
Hun dannede sin egen lille kreds på Fyn, og her i huset ved jernbanen er ikke mindre end 28 budskaber fra Orthon blevet overbragt menneskerne gennem årene frem til 1985, hvor Orthon holdt op med at tale. Birgit renskrev kladder fra Sønderjylland, og en dag mødte hun og Herlev Cornelsen hinanden, og de blev gift.
At Orthons budskaber er sandheden, er de ikke i tvivl om. Men de står efterhånden alene med deres vished og har ikke været i konktakt med nogen af de andre i rigtig mange år. Jo, de har godt hørt, at Knud Weiking døde for seks år siden, men at en anden vigtig person også er væk, er helt nyt for dem. Det er ni år siden, han døde.
»Vi står fuldstændig i et tomrum«, siger Birgit Cornelsen så.
Den sidste ø?
Ægteparret udgør deres egen lille ø af tro, og uden deres vidende er selve kontinentet ved at synke i havet ude bag horisonten. Men, siger de, hvad der end sker med Sagen, er det udtryk for Orthons vilje.
Herlev og Birgit Cornelsen drikker grøn te og spiser vegetarmad. Rygeost og radiser, selleripostej og svampefrikadeller. De slår intet ihjel og vil heller ikke tvinge andre til det gennem deres forbrug.
»Man får en enorm ydmyghed over for alle. Det er en opdragelse i næstekærlighed. Og respekt. For enhver går i det lys, som for dem er det rigtige«, siger Birgit Cornelsen.
Selv fluer i hjemmet bliver fanget med hånden og sat udenfor. Aldrig dræbe.
»Hvis man ikke spiser kød, så ændrer man bevidsthed«, siger Herlev Cornelsen mellem mundfuldene.
»Det var dét, der skete i julen 1967. Vi troede, at alt skulle blive nyt, da året var forbi: Intet kongehus, en ny jord, en ny sol – og det skete jo ikke. Og dog«.
»Bevidstheden var ændret«.
Ubegrænset kærlighed
Flere tidligere medlemmer af bevægelsen – som har bedt om ikke at blive nævnt ved navn her – har udtrykt tvivl om, hvor ren en kanal Knud Weiking var.
De mener alle, at han var medium for noget uforklarligt, men spørger sig selv, om ikke Weikings underbevidsthed har farvet udsagnene.
Jeg fremlægger mistanken over for Birgit Cornelsen, som tager mig i armen og siger:
»Jeg tror, du skal høre et bånd nu«.
Hendes mand har allerede gjort deres eneste bånd fra 1967 klar i båndoptageren. Det suser i højttalerne, og der i støjen træder Knud Weikings stemme frem:
»Ubegrænset kærlighed – ja, det er ubegrænset kærlighed, der skal strømme ud fra jer, det er ubegrænset kærlighed, I skal møde jeres medmennesker med, det er ubegrænset kærlighed, I skal komme til mig med«.
Tak, Orthon
Vi spiser æblekage med flødeskum, drikker kaffe og hører tre kvarter af den såkaldte ’Stueprædiken’ fra 1967, hvor Orthon fortæller om kærligheden.
Som mørket sænker sig over Vestfyn tænder Birgit Cornelsen lys i flere lamper af udhulet rosakvarts. De spreder et varmt lys på væggene, og op på Orthon, der hænger øverst på en baggrund af guldpapir.
»Forstå det ret. Når I elsker jeres medmenneske, gør I det jo ikke ondt. I vil ikke slå det med ord under nogen form. Har I ikke hørt menneskerne råbe til hinanden, skrige til hinanden, slået med ord? Og hvad har det resulteret i? Strid og spektakel, krig og kiv og alt andet, netop fordi der ingen forståelse var af ubegrænset kærlighed«.
Birgit Cornelsen synes, det er et meget smukt stykke. Hun går hen i skuffen for at finde et andet bånd, og jeg spørger, om de ikke har andet fra 1967. Nej, lyder svaret, inden hun rækker ned i en kasse, der engang har været chokoladeskildpadder i. Hun griber om tre kassetter. 1967, står der på dem alle sammen. Hun er helt chokeret.
»Tak, kone!«, siger Herlev Cornelsen.
»Nej«, svarer hun.
»Tak til ham, der førte min hånd. Tak Orthon«.
For de er ikke alene.
Nok bliver der færre og færre, som følger Orthons ord, og nok er Herlev og Birgit Cornelsen ikke i kontakt med andre. Men det er hændt flere gange, at de flyvende tallerkener har sendt dem en hilsen.
De havde for eksempel nogle gamle venner, hvor manden havde ødelagt lungerne ved at sprøjte med fluegift. Så han havde ondt og ville så forfærdelig gerne spille kort. Cornelsens tog over og besøgte dem og spillede canasta. Og manden med de ødelagte lunger blev så glad, at han nærmest glemte smerterne.
Derfor begyndte de ganske ofte at tage derhen for at spille. De morede sig så godt.
Vennerne boede på den anden side af togbanen, og en aften var bommene nede. Mens ægteparret Cornelsen ventede på toget, stirrede de mod himlen, og Herlev Cornelsen sagde:
»Ja, herre. Det kunne godt være, vi kunne bruge vores tid anderledes ...«.
Sætningens sidste ord – »end at spille kort« – nåede aldrig over Herlev Cornelsens læber.
Et lys tændte sig på himlen. Som en lommelygte, der lyste mod dem og tonede ud.
»Det var som svar til Herlev og mig«, siger Birgit Cornelsen.
»Det var, som om den sagde: »Spil I bare kort. I gør et menneske glad««.