Orthon-gruppen trodsede amtets byggeforbud og trusler om politi og begyndte – på henstilling fra rumvæsenet Orthon – at opføre en atomsikker bunker til 70 gravide kvinder. Da atomkrigen skulle ramme senest juledag 1967, og det allerede var december, havde de overordentlig travlt.
To hvide gavle skyder op af snelandskabet på Borupvej et par kilometer uden for Borup.
»Det er her, det er her«, siger en mand med gråt, krøllet pagehår omme fra bagsædet. Vi svinger ind og parkerer ved kastanjetræet bag huset.
De afklædte grene hænger mørkt over den frosne jord, præcis som de gjorde for 45 år siden, da huset var beboet af en mand, der hed Frej Jessen Petersen. Den midaldrende kontormand delte husmandsstedet med en ung mand, der hed Jens.
Hans stedsøn, forklarede han, mens naboerne sladrede om, at der vist ikke kun var familiære følelser de to imellem.
Bortset fra huset, hegnet og kastanjen er sporene væk. Hverken de menneskelige beboere, kalkunerne Oberon og Titania eller aben Zimmerman, der også boede her, har efterladt fysiske aftryk. Men de lever stærkt i egnens hukommelse – og i avisarkiver i hele landet.
Denne ydmyge plet på danmarkskortet var i en kort overgang landets nok mest berømte stykke jord. Den var centrum for et ambitiøst, men i dag temmelig glemt koldkrigsbyggeri, hvis opførelse gik verden rundt.
Ikke bare de danske medier gik vinteragurk; både svensk tv og britiske BBC var forbi for at optage det sælsomme syn på marken bag huset. Ja, så langt borte som i Pakistan var opmærksomheden rettet mod hændelserne her.
Og det hele var naturligvis foranlediget af galaksens hersker, rumvæsenet Orthon, som i 1967 havde anmodet en gruppe mennesker om at bygge en atombunker uden for Borup.
Mellem hegnet og kastanjen lå 25 ton bly valset ud i plader og rullet sammen. Store stabler tømmer tårnede sig op ved siden af og var i vældighed for intet at regne i forhold til de bjerge af jord, som en orange gravemaskine havde skovlet op af den bløde mark et par hundrede meter væk.
To milliarder skulle dø
Vi trasker gennem pudderet og ud mod den tidligere byggeplads. En lille bakke strækker sig mod en klynge træer, to dådyr springer gennem sneen, og den gråhårede mand begynder at fortælle:
»Det lå lige her, gravet ind i bakken og med store stolper ned i jorden og store entreprenørmaskiner. Det var et voldsomt stort projekt«, siger han.
Manden er Poul Egede Hansen, borupborger og saftevandskonge på Søbogaard. Han havde Børge Jensen som fysiklærer i 3. real og blev undervist i rumskibe og fremmede kloder. Så da Orthon-bevægelsen begyndte at grave hul i marken, bød Poul Egedes nysgerrighed ham at tage ud og betragte det sælsomme syn.
Nede i hullet rendte en sværm af frivillige rundt og hamrede og bankede for at opføre træskelettet til bunkeren. Den skulle fylde 340 kvadratmeter og indeholde en beboelsesdel og en operationsstue.
Formålet med bunkeren var at kunne fungere som beskyttelse for 70 gravide kvinder, børn og lægepersonale inden Jordens undergang – eller Jordens overgang, som gruppens medlemmer opfattede det som.
To milliarder mennesker skulle dø, og en milliard reddes fra atomkrigen senest juledag, men de døde ville blive reinkarneret og leve videre på andre planeter. Jorden ville stå stille et sekund og aksen tippe over og ændre jordoverfladen.
På gensyn i skyen
Knud Weiking
Så ville rumvæsenerne rense atmosfæren for radioaktivitet og landsætte de reddede mennesker, som oplyste af mødet med de højerestående væsener ville opbygge det profeterede tusindårsrige på Jorden, hvor løven græsser side om side med lammet.
I gruppens optik var atomkrigen ikke en katastrofe, men en nødvendig lutren af menneskets sind og ånd for at skabe noget bedre. Det stod klart. Orthon havde selv fortalt dem det.
Amerikanerne angriber
Under Poul Egedes gummistøvler er bare den frosne jord tilbage. Bunkerens konstruktion bestod af uimprægneret træ og er for længst tæret bort. Gulvet var et lag grus, og man måtte forvente våde fødder, når vandet fra den nærliggende mose begyndte at sive ind.
Når alt kom til alt, forklarede Orthon-gruppens ledelse, var bunkeren mest af alt en symbolsk handling. Mennesket måtte vise sin vilje til næstekærlighed – til ved frivilligt arbejde at hjælpe hinanden gennem krigen. Dét var det egentlige formål med bunkeren – for uden viljen til selvhjælp, ingen redningsaktion fra rummet.
12. december 1967 bragte Information et længere interview med gruppens talsmand, Børge Jensen, hvor han forklarede, at Orthons ord var et glædesbudskab, og skråsikkert sagde, at der ikke eksisterede noget hvis.
Man vidste nøje, hvordan krigen ville komme: Amerikanerne ville invadere Nordvietnam, hvilket ville udløse en slags dominoeffekt, hvor Kina og Sovjet blev inddraget, og sværme af atombomber ville fyge mellem Øst og Vest.
»Derpå vil alt forandres til et inferno af ild og ødelæggelse«.
Gruppens medlemmer var overordentlig tilfredse med interviewet i Information. Bladet antog nemlig ikke, at gruppen var et svindelnummer, men en flok overbeviste og dedikerede mennesker, der var villige til at ofre deres for menneskehedens overlevelse og ondskabens endeligt.
Da de troende mødtes dagen efter artiklen – altså 13. december, 11 dage inden dommedag – var overbevisningen om det nært forestående stadig urokkelig. De 70 mødedeltagere fik et farvel med af Knud Weiking:
»På gensyn i skyen«.
Tvivlen kommer snigende
Og hvad ingen kommentatorer havde forestillet sig muligt, rejste sig i et mudderhul uden for Borup, dag for dag. 10-15 af de troende knoklede på fuld tid med byggeriet, og den sønderjyske tømrermester Herlev Cornelsen og seks svende sørgede for, at konstruktionen blev rejst i løbet at få uger.
Hjælpen kom alle steder fra. En elektriker drog for eksempel hele vejen fra Aalborg – på trods af at hans kone truede ham med skilsmisse – til Borup for at give en hånd med.
21. december rullede man blyet ud over taget, og dagen efter dækkede man det til med jord. Det gik så stærkt, at en del af konstruktionen blev skævvredet, da man skubbede jord ned fra siderne.
Mens aviser og blade skrev løs om deres arbejde, var der stadig ingen tegn på optræk til atomkrig. Herlev Cornelsen havde da også bestilt billet hjem til Sønderjylland, hvor han havde tænkt sig at holde jul med familien.
Det skulle talsmanden Børge Jensen til gengæld ikke. 19. december sagde han til B.T., at der hverken ville blive juletræ, julegaver eller julefest i det lille hjem.
Derefter drog han til England for at lade sig interviewe af David Frost på ITV, og måske tvivlen da havde indfundet sig: Da han blev spurgt, om han ville komme igen til et interview efter jul, sagde han ja.
Et forklaringsproblem
I dag klokken 12 for præcis 45 år siden gik Knud Weiking ud og satte en hængelås på bunkeren. På ordre fra Orthon. Tre dage forinden havde hans voksne datter, der var dybt involveret i arbejdet, bestilt tid hos tandlægen – efter jul.
Men på trods af at bunkeren endnu manglede de planlagte varme- og ventilations- og luftfiltreringsanlæg, operationsstuen ikke var klar – for slet ikke at tale om manglen på gravide kvinder, så stod bunkeren der altså.
Der var bare ikke brug for den lige nu.
Samme dag kunne man i Aktuelt læse, at Børge Jensen skam skulle holde en helt almindelig jul med familien. Orthon havde lovet at åbenbare sig for universet senest julenat, men atomkrigen ville først komme senere. Selv regnede han med, at åbenbaringen ville finde sted i form af en formation af flyvende tallerkener på himlen.
Det ændrede dog ikke på, at gruppen stod med et forklaringsproblem: Orthon skulle manifestere sig i en atomkerneudviklingsproces senest julenat. Løsningen skulle vise sig at komme fra et helt uventet sted.