Hvis du læser dette, er Jorden nok ikke gået under. Rundt omkring på kloden var der ellers en del mennesker, der havde forudsagt, at verden ville ende i går, 21. december, hvor mayafolkets kalender udløb. På samme måde troede en gruppe danskere, at Jorden ville gå under i atomkrig senest juledag 1967. Flyvende tallerkener ville redde en tredjedel af Jordens befolkning, havde galaksens hersker, Orthon, fortalt dem gennem sit talerør på Jorden - den københavnske taxachauffør Knud Weiking.
På en køretur ud ad Borupvej mod landsbyen Snekkerup fik Knud Weiking en inspiration fra Orthon. Derinde ved den tredje gård efter skovbrynet skulle bunkeren ligge.
De kørte ind og bankede på, og ejeren - kontormand Frej Jessen Petersen - kunne straks forstå, at han skulle lægge jord til det beskyttelsesrum, som galaksekongen ønskede sig.
Men det var dog ikke det eneste problem, der skulle løses. Orthon havde forklaret, at der skulle lægges et lag af fire millimeter blyplader over bunkerens tag, inden den blev tildækket med jord. Problemet var bare, hvordan man skaffede de 25 ton bly?
250 kilometer borte, i Kliplev i Sønderjylland, havde tømrermester Herlev Cornelsen fulgt interesseret med i Orthon-gruppens arbejde. Gennem sit abonnement på Ufo-nyt kunne han følge med i budskaberne fra rummet, som interesserede ham umådeligt.
Det faldt da så heldigt, at tømrermesteren sidst på året skulle til opmålerkursus i Kalundborg, og da han alligevel havde krydset bælterne, kunne han lige så godt besøge folkene i Borup.
En torsdag aften - til det ugentlige møde på Brændstrups nedlagte skole - troppede han så op og satte sig tilfældigvis ved siden af gruppens sagfører, Vagn Ohrt fra Sorø.
Det var ham, der stod for at håndtere pengene - både dem, der blev investeret i gruppens aktieselskab til krigsspekulation, og de mange penge, som frivillige i hele landet betalte til opførelsen af Orthons bunker.
Der blev diskuteret i gruppen den aften. Knud Weiking var rådvild. Bly var ikke noget, der sådan lige kunne skaffes - og slet ikke i de mængder, mente han. Heller ingen andre havde gode forslag. Lige undtagen den nyankomne Herlev Cornelsen. Tømrermesteren rakte hånden i vejret og tog ordet.
»Har I nogensinde hørt om det, der hedder blikkenslagere«, spurgte han udfordrende.
Forsamlingen tav.
»Blikkenslagere bruger tonsvis af bly hver dag - sikkert lige så meget, som I skal bruge. Selvfølgelig kan man skaffe bly«.
Knud Weiking og de andre lyttede opmærksomt og spurgte så, om ikke Herlev Cornelsen ville stå for at indkøbe blyet i samarbejde med sin sidemand, sagføreren?
Jo, det ville han såmænd gerne. Dagen efter pjækkede Herlev Cornelsen fra sit opmålerkursus, og sammen med sagføreren bestilte han 25 ton bly hos Nordisk Kabel og Tråd. De fik det valset ud i den ønskede tykkelse og kørt ud til Frej Jessens hus. Pris 60.000 kroner. Og så drog Herlev Cornelsen hjem til Sønderjylland igen.
Pressen interesserede sig selvsagt ganske meget for aktiviteterne i Borup.
Da december nærmede sig, kunne man knap åbne en avis uden at støde på et interview med en af gruppens ledere. Samtidig var der stor efterspørgsel på de hæfter, som gruppen havde fået trykt.
De indeholdt udskrifter af udvalgte budskaber fra Orthon, og da rummanden havde pålagt gruppen ikke at missionere, måtte interesserede skrive til postboks 13 i Borup for at få noget at vide. Lillebilchauffør Jørgen Ellesøe, indercirklens sjove mand og joker, gik hver dag ned og tømte postboksen for indhold.
Han var flyttet ind hos Børge Jensen i Borup, men inden han vendte tilbage til rødstenshuset, besøgte han altid sin flinke genbo og lukkede posten op.
Valuta fra hele verden, sedler og checks raslede ud af konvolutterne. Pengene blev lagt i én bunke og de tomme konvolutter i en anden. Og så sagde Ellesøe hver gang det samme:
»Så blev der også råd til en kasse øl i dag«.
Det var med at nyde det, så længe det varede. Orthon havde ordret forudsagt, at hverken Carlsberg eller Tuborg ville stå tilbage efter atomkrigen.
Da det blev december, gik ingen af gruppens kernemedlemmer på arbejde længere, men viede al deres tid til sagen og levede af hjælp fra andre interesserede.
Og selv om krigen ikke rørte på sig nogen steder i verden, var folk faste i troen. Til Danmarks Radio forklarede Jørgen Ellesøe, at de seks i indercirklen var blevet udvalgt til at udføre »det her knokkelarbejde« på grund af en dumhed, de tidligere havde begået. Hvad det var, blev dog holdt hemmeligt længe endnu.
I myndighedernes øjne var gruppen ved at begå endnu en dumhed. Sognerådet ville under ingen omstændigheder give byggetilladelse, og også amtet sagde nej. Men gruppen skaffede en gravemaskine og arbejdede sig langsomt ned i de 6 meters dybde, som det 340 kvadratmeter store byggeri skulle ligge i.
