Hvordan forklarer religionshistorikere Orthon-bevægelsen?
»De her forestillinger om rumvæsener, der kommunikerer med mennesker, falder ikke ned fra himlen, og de vokser ikke op af jorden. De er kulturelle produkter, der har en baggrund og en klar reference. Det er hele starter med det gigantiske religionshistoriske felt, som hedder teosofi, som fletter sig sammen med koldkrigsfrygt i 1950’erne. Teosofien er en bevægelse, der grundlægges i 1875. Man forestiller sig, at verden geråder i uvidenhed, og at en dyb hemmelig indsigt om altings væsen er til rådighed for de særligt indviede. Et omdrejningspunkt for at opnå sandheden er, at der blandt menneskene vandrer nogle særligt højtudviklede åndelige mestre. De er inspiratorer, vejledere, guider, der skal hjælpe menneskeheden videre i dens udvikling«, siger religionshistoriker Mikael Rothstein.
»I tidlig teosofi har man en forestilling om, at disse mestre hører hjemme i Tibet, hvor de gemmer sig i hemmelige klostre. Men fra slutningen af 1940’erne er det, som om de åndelige mestre beslutter sig for at gå om bord i flyvende tallerkener. Det er i et og alt teosofiske forestillinger, der kommer til udtryk i det, som Orthon hævdes at have sagt. Knud Weiking og Orthon var langtfra de eneste, men Orthons idé om en nært forestående dommedag er hans særkende. Rumvæsenerne plejer at advare menneskene mod faren ved atomkrig og den slags«.
Hvad er det udtryk for?
»Myten om de flyvende tallerkener, med rumvæsener, der kommer og blander sig i de jordiske anliggender for at advare os eller for at hjælpe os eller forhindre atomkrig, er så markant, at den kan ikke forstås løsrevet fra den anspændte og faretruende politiske situation, som verden befandt sig i under den kolde krig. For det andet er de inspireret af teknologiudviklingen, der fandt sted i efterkrigstiden. Det var der, man begyndte at kunne fyre raketter af og så småt begyndte at planlægge rumflyvninger. Det er de temaer, der er i spil, når vi kigger på, hvad Orthon siger til menneskene. På samme måde kan man tage en hvilken som helst hellig tekst – hvad Jesus siger i Det Nye Testamente, eller Allah siger i Koranen – og så vil man se, at det er ting, som udspringer direkte af forhold i det samfund, som har produceret teksterne«.
»Det, Orthon har sagt, giver god mening i forhold til den verden, der eksisterede på Midtsjælland i midten af 60’erne. Ikke for alle, men for nogle. Vi må fastholde fuldstændig kompromisløst, at forestillingen om Orthon, der kommer for at redde menneskene og give dem en bedre verden, hverken er mere eller mindre tosset end de kristne myter om et andet væsen, der kommer fra himlen, nemlig Jesus, der advarer menneskene om den store dom. Det vil sige, at Orthon-bevægelsen, uanset hvor sjov den kan forekomme os at være, faktisk er forventelig i forhold til den kulturelle situation, som Danmark befandt sig i på det tidspunkt, hvor profeten Knud Weiking lavede sin lille gruppe«.
