Det er al ære værd, at Danske Banks direktør Eivind Kolding i går indviede Politikens læsere i sine overvejelser i finanskrisens kølvand. Nuvel, det lille ord 'undskyld' optrådte ikke direkte i Kroniken. Men bare det, at banken tager sin »del af ansvaret«, er en klædelig nyhed fra Kolding i forhold til den stille arrogance over for den nærdødsoplevelse for hele det finansielle system, som den vanvittige spekulation skabte, der hidtil har været som syet ind i finanshabitternes skarpe pressefolder. LÆS KRONIKI Danske Bank påtager vi os vores del af ansvaret Koldings erkendelse er naturligvis ikke kommet over natten. Tværtimod var den et tilbagetog fra den tunge os af selvros i bankens New Standards-kampagne, hvor banken erklærede sin sørgeperiode forbi og erklærede business as usual for New Normal. Skamløsheden endte som et historisk kommunikationsselvmål, der har vakt international opmærksomhed. Nu hvor kunderne fosser ud af banken med det flossede image, har Danske Bank blæst til retræte.
Problemet med Koldings beklagelse af bankens »fartblindhed« er, at det ikke blot var hastigheden, men selve retningen, der var gal. Bankdirektøren forholder sig derfor ikke fremadrettet til det grundlæggende problem: at en række danske banker, og især Danske Bank, er blevet så store, at de har sat kapitalismens grundlæggende logik ud af kraft: Storbanker er vaccineret mod konkurs, fordi de i sidste ende kan hente lån og garantier i statskassen. Dermed er den nødvendige sammenhæng mellem højt afkast og høj risiko brudt. Derfor har staten måttet stille sin kapital til rådighed først for bankerne og siden for nogle af de sektorer, som f.eks. landbruget, der blev bondefanget til at blive valutaspekulanter af bankfolk på provisionsløn. LÆS OGSÅEkspert: Koldings undskyldning er ikke nok - der skal handling bag Nu lover Kolding bod og bedring, og at man igen vil holde bankhåndværkets gamle kedelige dyder i hævd. Men har vi lært en ting af finanskrisen, er det, at fortiden hurtigt bliver glemt, når kurverne igen begynder at vende. Så er bankverdenens forudseenhed og etik simpelthen et alt for skrøbeligt fundament at bygge vores samfundsøkonomi på. Derfor er der fortsat brug for yderligere politiske initiativer, der sikrer os mod en gentagelse af fortidens synder. Desværre synes politikernes hukommelse næsten lige så kort som bankernes. De foretrækker en fælles belejlig tyrkertro på, at næste gang bliver det hele anderledes, selv om intet i princippet er forandret.
