Skal man le eller græde, når Syriens diktator, Bashar al-Assad, opfordrer til »dialog« fra scenen i Damaskus’ opera? Der er ikke noget at le af. Assad har haft alle muligheder for dialog. I stedet bruger han vold imod sit eget folk. Han besluttede selv at tage den militære og politiske magt for 12 år siden, ikke at vinde sin befolknings opbakning ved et frit valg. Han har også – i alle sine år ved magten – valgt at spærre modstandere inde, censurere kritikere og torturere, hvem der passede ham. Dialog? Han sætter koldblodigt militæret ind mod landsmænds fredelige demonstrationer og luftvåbenet ind mod den tiltagende revolution imod hans regime. Dialog, siger han – hvilken dialog? Assad sover ifølge efterretningskilder ikke længere samme sted to nætter i træk. Han er lige så bange for sit eget skind, som han er skræmmende ligeglad med sin befolknings. Det har nu ifølge FN kostet 60.000 syrere livet. Men i går talte Assad - alene og uden modsigelse - i Operaen.
EU efter tale: Assad må gå af Han medgiver, at trygheden i Syriens gader er væk. Det ville også være dumt andet. Indbyggerne i hovedstaden Damaskus kan dagligt høre eksplosioner og i vinduet se røgen fra kampe helt inde i byen.
