FOLKESKOLEN er dyr, men til gengæld er den dårlig. Så kort kan det siges. Forenklet og unuanceret ganske vist - men man kan ikke snakke sig fra den kendsgerning, at den danske folkeskole er verdens dyreste, og at skolens resultater lader meget tilbage at ønske. Internationale undersøgelser af skoleelevernes læsefærdighed har år for år vist resultater, der bringer os på linje med lande, der bruger langt færre penge på skolen. OECD's rapport, der er fyldigt omtalt i dagens avis, tager fat på præcis dette paradoks, og den tænder to klare advarselslamper: Skolerne mangler retning og lederskab, og danske skoleelever skal udfordres mere. OECD PEGER på noget centralt. Hvor børneopdragelsen i familierne først og fremmest drejer sig om at give børn kærlighed og tryghed og dermed ruste dem til livets udfordringer, så har skolen også en anden opgave: Børnene skal lære noget. Det gør de ifølge OECD's eksperter ikke i tilstrækkelig høj grad i den danske folkeskole i dag. Hovedårsagen til det lave faglige niveau er i sin kerne enkel: manglende evaluering. Og her tænkes der ikke i første række på karakterer, men på standarder for fagene. Når der for eksempel slet ikke findes kendte faglige standarder for, hvad danske børn skal vide og kunne om naturvidenskab, så kan det ikke undre, at det går galt - mange steder og i gennemsnit. Det drejer sig ikke om at skyde skylden på lærerne, på lederne eller på nogen anden gruppe. Alvoren i bedømmelsen af folkeskolen er langt større. Det er centrale elementer i vores skolekultur og vores skoleholdning, der er under anklage. Her er sat en dagsorden, som det vil kræve mere end én undervisningsminister at indfri. Her er en dagsorden, der er langt vigtigere end den, Kommunernes Landsforening lidt for smart forsøgte at sætte i weekenden. Det drejer sig ikke i første række om nye måder at indrette skoler på eller nye måder at koordinere fag og klasser på. Det drejer sig derimod om at sætte fokus på, hvad vore børn får ud af at gå i skole. Og om at redde den gruppe på måske en femtedel af alle elever, der kommer næsten redskabsløse ud af skolen. Alene det er en national skandale. RAPPORTEN vil givetvis blive mødt med paraderne oppe og med rutineprægede bortforklaringer. Men her er det værd at bemærke, at rapporten netop rummer den kvalitative tilgang til skolen, som har været efterspurgt i årevis. Hvis paraderne sænkes et øjeblik - også hos den problemfornægtende undervisningsminister - vil de fleste genkende det negative billede, rapporten tegner af den danske folkeskole. Desværre.