PARADOKSET ER til at tage og føle på: Nyheden om, at den af de fleste palæstinensere og arabere forhadte statsleder, den også i Europa ofte forkætrede Ariel Sharon, er sat ud af spillet af en massiv hjerneblødning, vækker uro og bekymring for den altid usikre fredsproces' fremtid. I sin lange karriere har generalen og politikeren altid formået at polarisere. Men i de sidste måneder formåede Sharon samtidig at samle det store flertal af israelere, der ønsker både fred og sikkerhed. Hans nystiftede parti, Kadima, stod til en jordskredssejr. Han havde som sikkerhedspolitisk landsfader alle chancer for at komme til at dominere et nyvalgt parlament fra midten, ligesom han i årevis har domineret israelsk politik fra højre. Nu er hans rolle udspillet, og ingen kan forudsige, hverken hvordan israelsk politik vil forme sig uden ham, eller hvad det betyder for fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere. Eller hvad man nu skal kalde den situation med nybrud uden egentlige forhandlinger, som Sharon næsten ene mand har skabt. HERBERT PUNDIK vurderer i dagens avis, at Ariel Sharon aldrig kunne have skabt fred mellem israelerne og palæstinenserne. Dertil var hans geopolitiske tænkning for dybt forankret, hans mistillid til palæstinensere og deres ledelse for stor, og hans uvilje til for alvor at gøre op med den israelske bosættelsespolitik for stærk. Han erobrede international respekt og troværdighed med tilbagetrækningen fra Gaza. Men den kendsgerning, at han handlede ensidigt og nægtede for alvor at forhandle med palæstinenserne, understreger, hvor svært det er at se ham som den, der for alvor kunne afslutte konflikten. At Sharon ikke var en fredens mand, behøver man kun at kaste et enkelt blik på hans karrieres tidlige højdepunkter for at få bekræftet. Hans dristige og vellykkede offensiv under Yom Kippur-krigen i 1973 gjorde ham til nationalhelt. Hans medansvar for de falangistiske massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre i 1982 i Beirut tilføjede hans karriere dens mørkeste plet. I årene som premierminister var hans vilje til at sætte hårdt mod hårdt og bekæmpe terror med massiv brutalitet og militære overgreb, der også ramte uskyldige, konsekvent. Ikke desto mindre er det svært at undervurdere betydningen af, hvad der blev den sidste fase af hans politiske gerning. Med tilbagetrækningen fra Gaza viste han, at staten Israel er i stand til at opgive land for at få fred. Ved at sætte hæren ind mod bosætterne viste han, at bevægelsen ikke længere har vetoret i israelsk politik. Men vigtigere endnu: ved at aflive drømmen om et Storisrael, der var bærende for det parti, Likud, som han selv var med til at skabe, rettede han et grundstød mod den israelske højrefløj. Selv ensidigheden i tilbagetrækningen fra Gaza har en positiv side. Den viste, at det er muligt at hugge den gordiske knude af gensidige krav og forudsætninger over, der så ofte har blokeret for reelle forhandlinger. Ved at handle ensidigt skar Sharon ud i pap, at indrømmelser også kan - og grundlæggende bør - gøres, fordi de er i Israels egen interesse. Ikke bare som 'betaling' for indrømmelser fra den anden side eller som lunser, man giver fra sig under internationalt pres. Hans mod til at bryde med Likud og skabe et helt nyt midterparti i Israel var hans måske allermest løfterige handling. Det er desværre også den, der har størst risiko for ikke at kunne få realitet uden ham. Var et stort nyt midterpart først blevet placeret i det israelske parlament, Knesset, kunne der være skabt en helt ny dynamik i israelsk politik. For første gang ville det solide flertal på måske 70 procent af israelerne, der gerne vil give indrømmelser for at få fred, fuldt ud være kommet til udtryk i det politiske billede. Den evige kamp mellem to blokke, hvor Likud - ikke mindst takket være den palæstinensiske terror - i flere omgange har trukket det længste strå, ville være aflyst af noget andet: et funktionsdueligt parlament, hvor den nationalistiske og kolonialistiske højrefløj var sat uden for indflydelse. Som det ser ud nu, kan ingen vide, hvilke politiske kræfter der vil formå at udfylde det gabende tomrum i midten af israelsk politik. Men nøgternt bedømt står Likud til den største gevinst. DEN 77-ÅRIGE Ariel Sharon kunne næppe nogensinde være blevet den, der stod fadder til den løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, som næsten alle andre end parterne selv længe har skimtet konturerne af. Men den realisme og det mod, der prægede Ariel Sharons sidste år ved magten, kunne alligevel være blevet begyndelsen til en udvikling frem mod fred. Var Kadima blevet den nye midte i israelsk politik, kunne en ny generation, fri af både Arbejderpartiets gamle utroværdighed og af Likuds nationalistiske hybris, have fulgt op med den dialog med palæstinenserne, der er en ægte freds forudsætning. Det er meget muligt, at en genvalgt Sharon som israelsk premierminister ville have skuffet både sine nye beundrere og det internationale samfund. Alligevel er det indiskutabelt, at hans eftermæle som statsmand nu vil blive usammenligneligt meget bedre, end hvis sygdommen havde ramt ham for blot et par år siden. Faktisk ligner det slag, der ramte ham dagen før den operation, der kunne have givet ham lidt længere tid som politisk leder, mest af alt en tragedie for Israel.