Om to måneder åbner i Helsingør et søfartsmuseum i verdensklasse tegnet af arkitekten Bjarke Ingels og hans firma BIG. Museet bliver en del af anlægget ved Kronborg Slot og får det meget maritime navn M/S Museet for Søfart. Det har kostet cirka 330 millioner kroner, som er skaffet fra 11 danske fonde, bl.a. A.P. Møllers Fond. Men allerede nu står det klart, at der er et vældigt misforhold mellem de midler, museet har kunnet skaffe til byggeriet, og de midler, museet ikke har kunnet skaffe til driften. LÆS OGSÅEksperter: Museum gambler med byggeri Der er ikke penge til at drive museet, medmindre stat, kommune eller fonde træder til. Men stat og kommune er i økonomisk krise, og skatteyderne kan ikke altid være ansvarlige for at redde projekter, der er stort tænkt i private hoveder. Og private fonde vil næsten aldrig bidrage til at drive noget.
Den hidtidige direktør for Søfartsmuseet, Jørgen Selmer, forlader nu skuden og tiltræder som direktør på Rosenborg Slot. Han går fra borde med en bemærkning om, at »Hvo intet vover, intet vinder«, og sådan har selve den konkrete sag på Kronborg sine kulørte aspekter, som synes at bekræfte admiralens anbefaling i ’Pinafore’ om aldrig at stå til søs, men lade de andre stå. Men dette skumsprøjt skulle nødig skjule, at M/S Museet for Søfart ikke har specielle problemer, men ganske typiske problemer. Enhver kulturinstitution i Danmark ved, hvor relativt nemt det er at skaffe penge til byggerier og nyanskaffelser, og hvor komplet umuligt det er at skaffe penge til daglig drift. LÆS OGSÅNørderne kommer - med en regning Danmark har en fantastisk fondskultur, som andre lande med god grund misunder os. Et utal af private fonde er villige til at løfte både et socialt og et kulturelt ansvar. Og det er fuldt forståeligt, at disse private fonde har samme skræk for faste udgifter som alle andre budgetlæggere fra finansministeren til husholdningsøkonomerne. Alligevel er der grund til at spørge, om ikke hele fondskulturens fundamentale og principielle modvilje mod enhver form for driftsudgifter kunne trænge til at blive diskuteret, både politisk og i den enkelte fondsbestyrelse? Måske kan der findes nye løsninger, som ikke er så farlige, hverken for givere, modtagere eller skatteydere.
