VENSTRE HAR ydet et bidrag til debatten om FN's rolle. Det mest markante signal i oplægget er ideen om at legitimere militære indgreb mod farlige stater, hvis der ikke er enighed om det i FN's Sikkerhedsråd. Det kan ikke nægtes, at FN's Sikkerhedsråd gentagne gange har undladt at gribe ind over for lande, der var trusler mod den internationale fred og sikkerhed. Endnu mere oplagt er det, at Sikkerhedsrådet har svigtet i forhold til humanitære katastrofer, hvor uskyldige befolkningsgrupper ellers har skrigende behov for international beskyttelse. Man behøver ikke at tænke helt tilbage til Rwanda. Darfur i Sudan er et sørgeligt og helt aktuelt eksempel. Der er ingen tvivl om, at et Sikkerhedsråd uden vetoret, og hvor man traf beslutninger med kvalificeret flertal, ville svigte mindre, end det nuværende gør. Desværre er det næppe tanker, de nuværende vetomagter vil indlade sig på. VIL MAN reformere FN, er det imidlertid lidt bagvendt at koncentrere sig om, hvad man må gøre uden om FN. Sandheden er jo, at hvis man er stor og stærk - eller desperat nok - så gør man i forvejen, hvad man vil. Hvis der virkelig foreligger en akut trussel, er det i øvrigt ikke engang i strid med gældende folkeret, men falder ind under retten til selvforsvar. At velsigne selvtægt, når Sikkerhedsrådet har sagen, men ikke er enigt, er til gengæld ikke en reform af FN, men et dansk politisk signal med to ret åbenlyse formål: med tilbagevirkende kraft at legitimere den Irakkrig, som et flertal i Sikkerhedsrådet ikke kunne støtte; og sende et signal om, at Danmark er præsident Bushs mest loyale internationale allierede, her lige før endnu et Anders Fogh-besøg i Det Hvide Hus. Er det for resten ikke Venstre, statsministeren er formand for? DEN VANSKELIGE balance, når det gælder reformer af FN, består i, at man på en og samme tid skal øge verdensorganisationens effektivitet og dens legitimitet. Det er svært, og måske umuligt, i en situation hvor verdens mægtigste stat er ved at udnævne en FN-ambassadør, John Bolton, der stort set kun har foragt tilovers for organisationens opgaver på det sikkerhedspolitiske område. Men skal det lykkes, gælder det om at foreslå principper, der kan samle bred opbakning. At koncentrere sig om kattelemme eller nødret forekommer ikke at være den mest oplagte opgave for et lille land, der altid har ønsket stærke multilaterale organisationer, og som netop nu har den ære selv at være medlem af Sikkerhedsrådet. Men det var måske heller ikke først og fremmest Danmarks interesser, Venstre ville varetage med sit oplæg?