HVER ENESTE dag bringer nye militære aktioner, nye drab, ny uforsonlighed og nye diplomatiske og andre appeller, der tilsyneladende kun møder døve ører. I disse dage synes Sharon-regeringen ikke engang at lytte til Israels vigtigste og til tider eneste allierede, USA. Israels regering og - så vidt man kan bedømme - de fleste israelere har reageret på mordet på et regeringsmedlem med chok og raseri - det vil sige med ny militær indgriben, ny vold og nye drab på både skyldige og uskyldige palæstinensere. For Israel er mordet på ministeren en voldsom eskalation, der ikke på nogen måde kan sidestilles med de israelske mord på ledende palæstinensere, der menes at stå bag og forberede ny terror mod uskyldige. Der er da også en forskel, men den er ikke så stor, som man kunne ønske sig det, i betragtning af at Israel både er et demokrati og et retssamfund. Den dræbte minister var således tilhænger af en form for udsmidning af palæstinensere af det israelske samfund - en politik, der ikke placerer ham langt væk fra, hvad Slobodan Milosevic praktiserede i Kosova. Det gør ikke mordet legitimt, men det illustrerer den foragt for palæstinensere og arabere, som den israelske regering og det israelske samfund rummer. VOLDSSPIRALEN fortsætter, på trods af at det for stort set alle andre end de fleste israelske ledere, og for alle i vores del af verden, forekommer indlysende, at der ikke er nogen militær, men kun en politisk løsning på denne konflikt. Premierminister Sharons stejlhed er så ubekvem for USA, som tænkes kan, i lyset af hvor højt Palæstinas skæbne prioriteres af USA's arabiske allierede og opinion. Det skabte efter 11. september et håb om et resultatskabende, amerikansk engagement. Det er det håb, der lige nu synes at være knust. Hos almindelige danskere med større eller mindre sympati for den uendelige konflikts to parter må spørgsmålet melde sig: Når nu parterne - og lige nu i første række Israel - ikke vil se behovet for indrømmelser, forhandlinger og fred i øjnene, kan de så ikke tvinges til det? Er det ikke på tide, at verdenssamfundet med USA i spidsen sætter Israel stolen for døren og gennemtvinger en fredsordning? Hvorfor kan de FN-resolutioner, der kræver et øjeblikkeligt ophør af Israels provokerende bosættelsespolitik for eksempel ikke gennemtvinges med magt? SÅ ENKELT er det desværre ikke. Det er rigtigt, at verden i de senere år har oplevet en lille håndfuld internationale interventioner, der har brudt med princippet om, at man ikke bare kan gribe ind over for en suveræn stat, der ikke angriber andre suveræne stater. Men der er en lang række forudsætninger, der skal være opfyldt, og som ikke er det her. For det første skal den humanitære katastrofe og forfølgelsen af uskyldige have et helt ekstraordinært omfang. Og hvor meget Palæstina-konflikten end fylder i vores mediebillede, så er de menneskelige tab ikke dramatisk store i et internationalt perspektiv. Hertil kommer, at volden ikke er ensidig; selvom den israelske politik har fået flere og flere uacceptable, terrorlignende elementer, må man ikke glemme, at Israel er oppe mod en terror, der længe har været ondartet og vilkårlig. Endelig ville en indgriben mod en af verdens stærkeste militærmagter ikke ligefrem være en spadseretur; den proportionalitet i mål og midler, der skal være opfyldt for at føre en sådan 'retfærdig krig', er langtfra opfyldt. DET FREMSTILLES ofte, som om USA's støtte til Israel er en art årsag til israelsk uforsonlighed, hvorfor Washington blot kunne slå ind på en anden kurs for at opnå resultater. Det er stærkt misvisende. USA har konsekvent presset Israel til forhandlingsbordet, og når Israel har handlet ensidigt, har det ofte været lodret mod USA's vilje. Omvendt har Israels mange venner i USA gang på gang vist sig ude af stand til at påvirke USA's politik, som desværre heller ikke har kunnet påvirke Israel. Der findes altså ingen mirakelkure eller snuptagsløsninger, uanset hvor hårdt den internationale tålmodighed prøves. ALLIGEVEL ER spørgsmålet, om tidspunktet ikke er kommet, hvor USA og det internationale samfund burde forlade mæglerrollen og i stedet fremlægge et samlet løsningsforslag. Alle fornuftige mennesker er jo nogenlunde klar over, hvordan en fredsordning konkret bør se ud - en ordning der sikrer både et selvstændigt Palæstina og et selvstændigt Israel en fremtid i fred og sikkerhed. Hvis en sådan plan blev formuleret og fik massiv international tilslutning, kunne den måske ligefrem gøre det nemmere for en Arafat, og sågar en Sharon, at bøje sig for et vedvarende internationalt pres. Der er ingen nemme løsninger, med det er på tide at forsøge noget nyt