Godmorgen og velkommen til et nyt årti. Det ligger foran os så blankt som søen en sommermorgen. Nu skal vi ud at sætte vandet i bevægelse og gøre 10’erne til en god tid. Mulighederne er uendelige, vi husker jo ikke noget som helst om år 2018, for vi har ikke været der endnu. Og vi behøver ikke forestille os 2018 i lyset af hverken 2008 eller 1918 eller alle de andre årstal, som er i mands minde eller i den fælles historie. Her nytårsmorgen står vinduet åbent til det nye, vi kan se på verden så glade som guldfisk. Oh, at være en guldfisk en guldfisk. Den har en hukommelse på højst et sekund, så verden er forunderligt frisk hele tiden. Vandet to centimeter til venstre forekommer fisken vildt spændende, og når den kigger ud ad sin glaskugle, bliver den så begejstret over alt det mageløst nye, at den vimrer med halen. Vanen er vanartet Mennesker husker forbistret meget bedre. Vi spejder ud ad akvariet og får straks øje på noget, vi har set før. Ved fælles hjælp kan vi huske årtusinder tilbage, hukommelsen og historien lægger sig som skæl for øjnene og grums i gællerne. Gentager det hele ikke bare sig selv? spørger vi og begynder straks at gentage os selv. Vanen virker. Men vanen er vanartet. Når den styrer, så forbliver vores åndsevner i en slummer, siger Marcel Proust: For vanen ved jo allerede, hvad der skal gøres, den har slet ikke brug for nogen evner. Ved vanens magt klarer vi os med en reduceret udgave af os selv. Nytårsmorgen har vi brug for alle åndsevner. Noget nyt er muligt, fantasien fortæller det, kalenderen konstaterer det. Ja, og psykologien anbefaler det: at se fremad. Mønstre kan ændres Vi bliver aldrig friske som fisk, dertil er vores erindring alt for stærk. Men åndsfriske kan vi godt forsøge at være, og en af de store landvindinger i moderne sjæleforskning er jo, at livet ikke kun forstås baglæns, som salig Søren Kierkegaard hævdede. Livet forstås i høj grad også i mønstre, ligesom det leves i handlingsmønstre. Og de mønstre kan godt laves om, uanset hvad erfaringen, erindringen og vanen ellers tilsiger os at gøre. Livet leves forlæns, sagde Kierkegaard jo også og havde så evig ret. Men måske forstås det også forlæns? Måske får alt for megen baglæns forståelse os til også at leve baglæns? Noget nyt er på vej for os alle sammen og for hver enkelt af os. Hvor er det spændende. Lad os kaste os forlæns ud i det – glade som guldfisk.