Den danske student er en ung, mørk pige. Hun går og nynner i Danmarks hus. Antallet af unge indvandrere og efterkommere, der springer ud som studenter i år, er det største nogensinde. Ud af landets nye 35.500 studenter har over 3.000 en såkaldt ’anden etnisk herkomst end dansk’. Blandt alle de kvikke hoveder med hvide huer er der således særligt mange indvandrere. Blomsten af dansk ungdom er blevet kulørt. Alle disse unge indvandrerpiger, der også scorer høje karakterer ved de grønne eksamensborde, er på én gang både mønsterbrydere og mønsterelever. Gennembruddet bryder med de udbredte fordomme om kulturbarrierer, som fremføres af konservative meningsdannere. Bekymringen for indvandrerkvinder har domineret den politiske dagsorden i årevis.
Piger fra etniske mindretal er blevet fremstillet som undertrykte og tilbagestående. Det regerende VKO-flertal har – ud fra en pudsig forståelse af det liberale frihedsbegreb – fremsat det ene strammerforslag efter det andet, fra f.eks. burkaforbud til økonomisk straf. Men heldigvis har virkeligheden ude blandt de unge efterkommere af indvandrere udviklet sig næsten upåvirket af hetzen inde fra Folketinget. I hvert fald blandt pigerne. Kønsopdelingen i det danske uddannelsessystem, hvor piger generelt klarer sig bedre og bedre i forhold til drenge, slår hårdt igennem blandt etniske mindretal: Mens indvandrerpiger gennemsnitligt klarer sig bedre andre grupper, klarer indvandrerdrengene sig dårligere end alle andre grupper. Søstrene og kusinerne viser vejen. Det sociale løft blandt indvandrerkvinder, der også i dag videreuddanner sig på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner i højere grad end andre kvinder, viser, at den danske model stadig fungerer. Det højere uddannelsesniveau har frigjort kvinderne. Nu får indvandrerkvinder lige så mange børn som andre karrierekvinder. På mindre end en generation er det lykkedes for pigebørn af indvandrere og flygtninge at opnå og udnytte de muligheder, som danske kvinder har kæmpet for i mere end hundrede år.
