Metaforen er sikkert næsten lige så gammel som ballonerne selv. Henrik Pontoppidan skriver allerede i ’Det forjættede land’ fra 1892, at det kan »... være Rygter, som Regeringens Venner selv har sat i Omløb ... saadan en bitte Prøveballon, som de har sendt tilvejrs for at vejre Stemningen ude i Landet!«. Siden er politiske prøveballoner blevet et tilbagevendende sommerfænomen. Det er i Folketingets ferie, politikerne må have ideer, som ikke er aftalt med samtlige interessenter, men kan få lov at svæve lidt, inden man afgør, om de kan bære. Det er en glimrende tradition, som desværre har dårlig presse. En prøveballon er blevet et skældsord for et forslag, som ikke kan mønstre et politisk flertal i løbet af den tid, det tager pressen at ringe rundt til de politiske partier. I blokpolitikkens tidsalder skaber den mindste afvigelse usikkerhed om linjen, og der er derfor meget, der ikke må diskuteres. Politiske venner som fjender sidder klar til at punktere ballonerne, inden de er steget til vejrs, i stedet for at tage den underliggende problemstilling alvorligt. Forskningsministerens prøveballoner Det er en skam, at muligheden for at afprøve politiske ideer og føre en mere uforpligtende diskussion i og med offentligheden på den måde bliver ’skudt ned’, som det brutalt hedder.

I takt med at partierne har fået færre medlemmer, har den enkelte politiker et stærkt begrænset bagland at føre politiske diskussioner med. Det kan agurketiden netop bruges til at rette lidt op på.