Mens den arabiske verden i 2011 har været under vild forandring med kurs mod demokratisering, har ’Mellemøst-konflikten’ – altså den mellem israelere og palæstinensere – ligget skræmmende stille. Før har man diskuteret, om der var forbindelse mellem de to sæt problemer. Skulle en modernisering af den arabiske verden vente på, at palæstinenserne fik frihed fra israelsk besættelse? Eller skulle oprettelsen af en palæstinensisk stat afvente, at arabiske stater fik demokrati? Og hvorfor egentlig? De har alle ret til politisk frihed – og den enes ret går ikke forud for den andens. Når Israels nationalistiske udenrigsminister nu siger, at tiden ikke er til fred, har han den ene forståelige pointe, at det naturligvis er svært at lave aftaler med stater eller regeringer, som er truet af en politisk udløbsdato. Men det er et elendigt argument for, at Israel ikke – af egen drift og i egen interesse – forsøger at komme fremtidens arabiske nationer i møde. Og det er rent ud selvmorderisk, når udenrigsminister Avigdor Lieberman insisterer på, at Israel i de næste ti år hellere skal satse på at håndtere konflikten med palæstinenserne end på at løse den.
Vi har allerede set, hvordan hans højreregering ’håndterer’ konflikten: Med flere bosættelser, fortsat fratagelse af palæstinensernes politiske rettigheder og en uhyggelig overbærenhed med aggressive bosættere, der chikanerer palæstinensere.
