DANMARKS DRONNING er blevet portrætteret på de nye 10- og 20-kroners mønter. Et masseproduceret kunstværk. Men knap var mønten slået, før alle gik rundt og undrede sig: Er det dronningen, eller er det en anden, der sidder på de gyldne mønter? Politikens anmelder fandt ligheden med Ulf Pilgaard frapperende. Værket står dog ved magt, og hvilken magt: Udført som det er af Mogens Møller, fhv. professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, garanteres møntens kunstneriske kursværdi af Nationalbanken, kongehuset og Kunstakademiet. En tung treenighed. NU KAN MAN selvfølgelig indvende, at om det så var Bank of England, der havde udsendt mønten, så kom dronning Margrethe jo ikke til at ligne Ulf Pilgaard hverken mere eller mindre af den grund. Hvortil kun kan siges, at mønten sagtens kan være kunst alligevel. For akkurat som kronens værdi fastsættes af et valutamarked med psykologi og svingninger og magtspil, så fastlægges kunstens værdi af kursbevægelserne i kunstinstitutionen. Derfor er det dobbelt illustrativt, når kunst og kroner helt bogstaveligt er for- og bagside på samme mønt. Børs på begge sider. KUNST UNDDRAGER SIG heldigvis de fleste forsøg på fastholdelse i definitioner og snævre rammer. Men at kunst til- og fraskrives værdi på et marked med meninger og magtspil, er vel i disse år tydeligere end nogensinde. Der er kunstnere, som har illustreret dette power game ekstremt tydeligt ved at arbejde med koncepter og kun koncepter, så der altså slet ikke er noget værk, men kun noget udenom: kunstinstitutionen og dens markedsmekanismer. Men mekanismerne er naturligvis de samme, når der rent faktisk foreligger et værk. Og portrættet af dronningen, det foreligger - endda i hundredtusindvis af eksemplarer. Om det mest ligner Margrethe eller mest ligner Ulf, det kan diskuteres. Men markedsværdien som kunst, den kan ikke diskuteres. Den er garanteret af kongehuset, Kunstakademiet og Nationalbanken.