VI HAR I Danmark en tjeneste, som skal overvåge, forebygge og modvirke de forbrydelser, som er nævnt i straffelovens paragraffer 12 og 13 - dvs. sådanne handlinger, som må antages at udgøre en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed eller den lovlige orden og folkestyrets institutioner. Tjenesten hedder PET, og den er nu igen kommet i søgelyset. Oplysningen om den irakiske hærchef, som nu i to år har opholdt sig i Sorø, og som formentlig er ansvarlig for alvorlige krigsforbrydelser, kom aldrig til justitsminister Frank Jensens kundskab. Efter alt at dømme vidste heller ikke PET's chef, Birgitte Stampe, besked. Heller ikke landets statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, anede noget om 'tålt ophold' til hærchefen. Ellers ville han formentlig have udtalt sig anderledes, da han kort efter 11. september hævdede, at han ikke var bekendt med terrorister i Danmark. PET skal bekæmpe trusler mod den indre sikkerhed og mod den demokratiske samfundsorden, og PET mente ikke - og mener stadigvæk ikke? - at hærchefen udgjorde noget problem i den sammenhæng. Det kan man være stærkt uenig i - skal den demokratiske samfundsorden modtage og opretholde livet for internationale krigsforbrydere? Eller ville oplysningen have medført krav om afhøring og eventuel fængsling? Birgitte Stampe udtaler sig af princip ikke. Men sagen rejser et problem, som hun må tage stilling til: Skal regeringen ikke i det mindste orienteres om en så kontroversiel persons ophold i landet? Hvilken grad af kreativ fortolkningskunst skal der overhovedet mobiliseres, for at en sådan oplysning hemmeligholdes? SIDEN SLUTNINGEN af 1980'erne er der sket et tøbrud i forholdet mellem den kolde krigs gamle magtblokke, og PET har også måttet besinde sig, mens fjendebilleder styrtede sammen. Sagens konklusion er måske, at PET stadig fører fortidens krige. PET er nået til det stadium, hvor venstreekstremisme ikke er fjenden, og så kan man tåle en massemorder i Sorø, tænker man. Det er en skandale, blottet for logik. I vore nabolande er kontrollen med efterretningstjenesterne langt sikrere end herhjemme, hvor det parlamentariske kontroludvalg, som blev oprettet i 1988, ikke har nogen form for bevillingsmæssig kontrol med PET. Der findes ikke engang nogen særlig lovgivning om PET, som hovedsagelig omfattes af de samme regler, som gælder for den øvrige del af politiet. Inden for disse rammer har justitsministeren udstedt retningslinier for tjenestens arbejde. Enten må vi tro på, at disse retningslinier ikke er overskredet - eller også bør Birgitte Stampe omgående træde tilbage.