DA DANSK ATTAC holdt sit indledende møde tidligere på året, lignede det unægtelig en flot vision. Her var en bred politisk bevægelse med appel til unge, som med stor energi insisterede på, at globaliseringen skal styres af mennesker og ikke omvendt. Det var kort sagt noget af det mest oplivende, der længe var sket for det danske demokrati. esværre blev forventningerne hurtigt gjort til skamme. Det, der skulle have været en bred folkelig bevægelse, har i stedet udviklet sig til endnu en lukket, snæver, marxistisk kamporganisation. En organisation som stort set konsekvent har truffet de forkerte valg. Politisk bredde? Nej, i stedet har man konstitueret en talsmandsgruppe på foreløbig fem personer, der alle har deres baggrund på den yderste venstrefløj; Enhedslisten, Internationale Socialister m.v. Folkelig gennemslagskraft? Nej, siden startmødet i februar er antallet af Attac-aktivister faldet markant, og det var svært at få tilstrækkeligt med personer til stiftelsesmødet tidligere på måneden. Appel til unge? Nej, de unge løber skrigende væk fra Attac, i takt med at de garvede venstrefløjsfolk sætter sig på bevægelsen og dens retorik. Enighed om at lægge pres på EU, WTO m.v.? Nej, i stedet for at bruge de institutioner, der nu engang er på den internationale scene, laver man demonstrationer mod dem. Som oven i købet gang på gang ender i voldelige sammenstød. Og listen kunne fortsættes. En gruppe gamle organisationsfolk endte med at sovse Attac ind i deres ungdoms retorik om 'klassekamp', 'EU som storkapitalens sammenrend', 'revolutionens nødvendighed' osv. Mange nytænkere, måske lidt hurtige til at miste modet, gav på den baggrund op. Attac i Danmark er død. Hvor er det ærgerligt.