EN IRANER, der i dag er medlem af det danske samfund, mindede os i lørdagsavisen om, hvad det var, han flygtede fra. Ayatollah Khomeini gjorde Iran til en islamisk republik med massiv ensretning og undertrykkelse. Den politiske islam eller islamismen - en bedre betegnelse end fundamentalisme, fordi der ikke er tale om et levn fra middelalderen, men om en moderne og dynamisk, men samtidig religiøst totalitær bevægelse - er en udfordring for universelle værdier som demokrati, personlig frihed, tolerance og menneskerettigheder. I slutningen af 80'erne gjorde dødstruslen mod forfatteren Salman Rushdie det klart, at islamismens vilje til magt ikke respekterer landegrænser. Terrorangrebet den 11. september har nu gjort islamismen til en uendelig meget mere skrækindjagende og konkret trussel. Også herhjemme findes der i det muslimske mindretal et mindretal af rettroende, hvoriblandt man igen kan finde et mindretal af islamister. Der er næppe tvivl om at disse grupper har bånd til tilsvarende grupper i andre lande. DER ER tale om en både potent og ondartet ideologi. Den har ligheder både med den morderiske europæiske nationalisme og med den totalitære marxisme. Evnen til at tilbyde en stærk identitet, kompensere for ydmygelser og vende hadet udadtil har den til fælles med den ekstreme og morderske nationalisme. De høje idealer og den utopiske tro på en radikalt bedre fremtid, når den selv får al magt, deler islamismen med den kommunisme, der trak så blodige spor gennem det 20. århundredes historie. Fordi mange muslimske samfund ikke styres i overensstemmelse med deres befolknings ønsker, og fordi en del muslimer af indlysende grunde endnu ikke har fundet sig helt til rette i samfund som vores, hvor de er et lille mindretal, er der mange steder en vis grobund for islamismen. Islamismen udgør reelt ikke noget troværdigt eller tiltrækkende bud på de muslimske samfunds fremtid. I de lande, hvor den er prøvet, har den ikke formået at skabe hverken økonomisk eller social udvikling, endsige tålelige politiske og menneskelige forhold. Det samme gjaldt kommunismen, der for ti år siden endte med en fuldstændig indre kollaps. Men det forhindrede som bekendt ikke den revolutionære socialisme i - også i frie samfund - i flere generationer at fremstå som et tiltrækkende alternativ for mange. SOM ANDRE totalitarismer skal islamismen bekæmpes med argumenter, dér hvor den selv argumenterer, og med vilje til selvforsvar, når og hvis den tager voldelige midler i brug. Mens vores hjemmebryggede venstre- og højrefløjsfanatismer har begået - heldigvis få og små - forbrydelser, er det endnu ikke tilfældet med islamismen herhjemme. Men det kan komme, og skal naturligvis bekæmpes på samme måde. Fordi islamismen kommer udefra, og i sagens natur kun kan mobilisere støtte blandt et lille mindretal herhjemme, udgør den ikke nogen fundamental trussel mod vores samfund. Men som katastrofen 11. september viste, betyder det ikke, at den ikke kan være farlig. Under alle omstændigheder skylder vi vores muslimske medborgere at deltage i den værdikamp, der skal forhindre, at den islamistiske udgave af den totalitære fristelse vokser sig stor iblandt os. ISLAMISMEN HENVENDER sig i sagens natur kun til muslimer. Det skaber en særlig udfordring i den debat og værdikamp, der er i gang. På trods af at islamismen både hjemme og ude udgør et lille mindretal blandt muslimer, så udsættes muslimer for en massiv mistænkeliggørelse fra det øvrige, dels opskræmte, dels fordomsfulde, dels oprigtigt bekymrede samfund. Det er naturligvis fuldstændig urimeligt, og kun egnet til at radikalisere moderate muslimer, der ellers ikke ville fatte sympati for islamismen. Det er simpelthen af afgørende betydning for hele værdikampens udfald, at vi undgår den form for generaliserende, rent ud sagt stupide intolerance. Desværre må man konstatere, at den udfolder sig livligt over næsten hele det politiske spektrum. Alt for mange politikere roder konsekvent indvandring, integrationspolitik, kritik af islamismen og terrorbekæmpelsen sammen i en stor suppedas. Når mange politikere gør ikke bare det muslimske mindretal, men hele mindretallet af flygtninge og indvandrere i første, anden og tredje generation til ét, stort problem, så må man sige, at argumentet om at kalde en spade for en spade er blevet misbrugt til at sidestille titusindvis af dessertgafler med nogle få bloddryppende slagterknive. Skal værdikampen med den radikale, politiske islam vindes, kræver det at vi bliver langt bedre til at respektere de universelle og verdslige idealer om tolerance, religionsfrihed, lighed for loven og demokratisk samtale, som er vores afgørende argumenter i selvsamme konfrontation.