HVAD ER det dog, der sker på Christiansborg? I løbet af en uges valgkamp har de store partier overgået hinanden med løfter om stramninger, når det gælder familiesammenføring. Tonen er hård, ja, næsten hadsk, men lad os nu se på sagen, så nøgternt som muligt. Udgangspunktet er, at vi som moderne mennesker bryder os meget lidt om, at der findes indvandrere i Danmark, som ikke tillader deres børn selv at vælge, hvem de vil gifte sig med. Det er det, man kalder tvangsægteskaber, en vederstyggelighed som myndigheder, indvandrerorganisationer og alle ordentlige mennesker er enige om at bekæmpe. Retten til at følge sit hjerte og selv bestemme, hvem man vil dele sit liv med, må siges at være en af de mest afgørende og fundamentale rettigheder, moderne mennesker har. DET ER i sagens natur svært at sætte helt præcise tal på fænomenet. Ikke mindst fordi overgangen fra frivillighed inden for en kreds, over arrangerede ægteskaber til pres og egentlig tvang er glidende. Vi ved dog, at der gives godt 6.000 opholdstilladelser om året til ægtefæller, hvoraf godt halvdelen ikke vedrører de kontroversielle lande (dem med indbyggere med mørk hud og anderledes religion). Af de 6.000 gives ca. 10 procent til indvandrere. Det drejer sig altså om ca. 600 mennesker. Dertil kommer dog, at tvangsægteskaber også forekommer blandt danske statsborgere af udenlandsk oprindelse. Afhængigt af, om man vil begrænse danske statsborgeres rettigheder eller ej, kan problemet vokse til at vedrøre maksimalt 1.000 til 2.000 personer om året, idet vi går ud fra, at det ikke er 'gammeldanskeres' giftermål med thailandske kvinder, man ønsker at ramme. DET ER for at komme tvangsægteskaber til livs, at ikke bare Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, men nu også de store borgerlige partier, vil afskaffe alle danskeres ret til frit at vælge deres ægtefælle. Fremover skal det efter de partiers mening være op til myndighedernes skøn, om vi danskere skal have lov til at gifte os med udlændinge herhjemme. For at bekæmpe forældres formynderi i nogle trods alt små miljøer skal staten altså nu ind at være formynder for os alle. For at beskytte en lille gruppe mod forældrene skal staten igen til at være værge for os alle sammen. Og det er Danmarks liberale parti, bedre kendt som Venstre, der står i spidsen for denne udvikling. Ja, Danmarks liberale parti gik tirsdag skridtet videre og foreslog, at staten skulle bruge denne nye tvangsbeføjelse til konkret at forhindre, at danske statsborgere gifter sig med mennesker fra en række lande - i kort form: med mennesker med den forkerte hudfarve. Det fik dog indenrigsminister Karen Jespersen til at tale om »usminket racisme«, og Anders Fogh Rasmussen til at indlede en uskøn retræte, noget hæmmet af at han selv var med, da forslaget blev lanceret. Situationen er grotesk: For at bekæmpe privat tvang i en lille gruppe vil man bruge statslig tvang mod langt flere. Samtidig vil man erstatte de kriterier i loven, der blev strammet så sent som sidste år, med et administrativt skøn, så vi alle kan få lov at stå med hatten i hånden over for sagsbehandleren. Vilkårlighed skal igen være et hovedprincip på et område, hvor der er meget på spil for den enkelte. Det er nu liberal politik. DET KLÆDER indenrigsminister Karen Jespersen at kunne få øje på »usminket racisme«, selv om man ikke kan lade være med at notere, at der i adskillige af hendes egne tidligere udtalelser måske mest er sminken til forskel. Desværre har Socialdemokratiet ikke så meget at lade de store borgerlige partier høre på dette område. Statsministeren forsøgte i søndags at kalde sit parti til orden og bad om alle ministres opbakning til en fælles linje. Men hvilken linje er det? Poul Nyrup har kun sig selv at takke for splittelsen. Ved først at flakke fra side til side og så ophøje tvetydighed til en politik har han skabt en situation, hvor både ministre og borgmestre er dybt uenige, og hvor vælgerne ikke ved, hvor de har Socialdemokratiet. DER ER nok at diskutere, når det gælder integration i Danmark. Postyret om familiesammenføringer er imidlertid endt i en absurditet, der næsten kun kan forklares med, at den underliggende dagsorden er en kamp mellem partierne om, hvem der vil gå længst for at holde Danmark 'etnisk rent'. Det er en tankegang som meget få danskere, når det kommer til stykket, støtter. Netop derfor er det en skændsel, at Christiansborg-logikken har ført alle de tre store partier ud i en sump, hvor kun Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup hører hjemme. De kan simpelthen ikke være det bekendt.