SOCIALDEMOKRATIET HAR lidt et historisk nederlag og Venstre vundet en lige så historisk sejr. De to partier har byttet plads - både når det gælder størrelsen og grebet om regeringsmagten. Der er mange forklaringer på Nyrup-regeringens endeligt efter ni år, hvor den har opnået markante resultater og styret landet med stor dygtighed. Det er klart, at et elementært ønske om forandring spiller ind. Det kan ikke nægtes, at Poul Nyrup Rasmussens svagheder som politiker - først og fremmest hans nedslidte troværdighed - er en del af forklaringen. Skal en enkelt politisk fejl trækkes frem, må det blive den katastrofale håndtering af udlændingedebatten, som Nyrup har ansvaret for. Ikke bare har partiet svigtet sine egne idealer om at være solidarisk med de svageste. I kort form har den politiske linje siden udnævnelsen af Karen Jespersen til indenrigsminster været at give modstanderne ret og derefter overlade det til dem at levere varen. En selvmorderisk taktik, der kulminerede under valgkampen. ANDERS FOGH Rasmussen har vundet og bliver landets næste statsminister. Den strategi, han lagde, da han i april 1998 blev Venstres leder, er blevet belønnet. I sin kerne består den i at overtage sine modstanderes synspunkter, ud fra den betragtning at ens egne vælgere, dem har man jo i forvejen. Anders Fogh satte sig for at berolige, berolige og berolige. Det gik så vidt, at han under valgkampen lovede vælgerne at føre socialdemokratisk politik og gemte liberalismen meget langt væk. Til denne målrettede moderation har Anders Fogh kun føjet en ting: en kynisk vilje til at stjæle Dansk Folkepartis temaer og dermed høste frugterne af danskernes stigende fremmedfrygt. På det punkt har han alvorligt kompromitteret Danmarks Liberale Parti, selvom de færreste Venstre-folk har øje for det midt i sejrsrusen. Med disse to midler har Anders Fogh Rasmussen vundet en imponerende valgsejr til sit parti. Men hans vilje til magt har været så stor, at meget er blevet ofret undervejs. Jo tættere han er kommet statsministerposten, jo mindre har han lignet en statsminister, hvis man med den titel forbinder et politisk lederskab, hvor det er andet end meningsmålinger og taktiske fordele, der har betydning for kursen. ANDERS FOGH har vundet, og vundet stort, over sine politiske modstandere. Han bliver Danmarks statsminister med et større borgerligt flertal i Folketinget, end vi har oplevet i mands minde. Men en ting er at vinde over andre, noget andet og større er som bekendt at vinde over sig selv. Det bliver nu Anders Fogh Rasmussens opgave at udfylde det statsministerembede, han har vundet. Det vil kræve andet og mere end evnen til at berolige og manøvrere. Før og under valgkampen har han i modsætning til både allierede og modstandere undveget EU-forbeholdene og det problem, de udgør for et land, der skal overtage EU-formandskabet til sommer. Det er ikke holdbart. Før og under valgkampen har han været tavs om de vigende økonomiske konjunkturer, der risikerer at blive hoved-spørgsmålet i dansk politik i løbet af få måneder. Det er ikke holdbart. Før og under valgkampen har han lovet befolkningen, at store forbedringer af vores velfærd kan forenes med et skattestop. Det er åbenlyst uholdbart. Først og fremmest har han i det afgørende spørgsmål om, hvordan vi lever sammen her i landet, på tværs af nationale, religiøse og kulturelle forskelle, svigtet afgørende. Skal Danmark kunne holde hovedet højt i Europa, må han på det punkt optræde helt anderledes, nu hvor han bliver regeringschef. BÅDE MARIANNE Jelved fra de radikale og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet gav i aftes udtryk for, at de vil føre ansvarlig oppositionspolitik. Det tilbud gør Venstres formand klogt i ikke at afvise. Samtidig er det afgørende, at den nye regering så vidt muligt forankres i midten af dansk politik. Dansk Folkeparti, der vil være med til at sikre Anders Fogh statsministerposten, udgør ikke et anvendeligt grundlag for en liberal regering med nogen fremtid. Ikke blot er Pia Kjærsgaards fremmedfjendske populisme en skandale, også hendes EU-politik og ufinansierede overbudspolitik på det sociale område gør hende uanvendelig for en ansvarlig borgerlig regering. Ingen kan tage sejrens sødme fra Anders Fogh Rasmussen. Som professionel politiker har han nået sit mål. Men skal han blive mere end en succesrig taktiker, der vil blive husket for opportunisme, kynisme og en enkelt valgsejr, står en langt større opgave forude: Nu skal han overvinde sig selv og blive en politisk leder, der kan lede og ikke bare behage. Det er en stor opgave. Der er lang vej igen.