MAN KOMMER ikke uden om, at Danmarks nye statsminister har en betydelig forestillingsevne. Det var hans første store tale som regeringsleder ved Folketingets åbning i går et klart eksempel på. Talen rummede ikke blot en mængde ideologiske markeringer af liberal(istisk) karakter, men bød også på en vidtgående fortolkning af det mandat, vælgerne 20. november udstyrede den ny VK-regering med, og af, hvad det er for et helt nyt samfund, denne regering vil skulle fungere i. Statsminister Anders Fogh Rasmussen ser valgsejren som intet mindre end et »opgør med den gammeldags opdeling i højre og venstre, med den gammeldags opdeling af mennesker efter, hvilken erhvervsgruppe, uddannelsesgruppe eller socialgruppe de tilhører«. »Det var et opgør med klassekampen«. I BETRAGTNING af at valgsejren først og fremmest blev baseret på det skræmmebillede af Danmarks mulige muslimske fremtid, som overskyggede samtlige andre emner i valgkampen, forekommer det os at være en lovlig vidtgående fortolkning. Man kan ikke fortænke den nytiltrådte statsminister i at ville forstå valgresultatet som et signal om fornyelse på alle de områder, hvor den socialdemokratiske velfærdstænkning er ufleksibel for ikke at sige forstenet, men det er ønsketænkning at forstå vælgermandatet som udtryk for en fundamental holdningsændring, endsige som en manifestation af, at det danske samfund ikke længere rummer betydelige sociale skævheder, eller at man kan fjerne dem, der faktisk eksisterer, uden at have blik for de sociologiske realiteter. I FORHOLD TIL regeringsgrundlagets lange udlændingepolitiske afsnit rummer åbningstalen den fornyelse - læs: det tilbageskridt - at regeringen nu ligeud siger, at retskravet på familiesammenføringer bliver ophævet. En klar indrømmelse til de 22 mandater yderst til højre i regeringens parlamentariske grundlag, der i hvert fald aldrig har ønsket at forny noget som helst, men er båret af drømmen om at skrue tiden tilbage. På velfærdsområdet er det endnu en gang indsatsen over for de allersvageste, der fremhæves - så mange gange, at det ligner en indrømmelse af, at der rent faktisk stadig er skel mellem 'dem' og 'os', mellem dem, der er godt uddannet og godt stillet, og dem, der netop ikke er. Regeringen gør rigtigt i at sætte ind over for de dårligst stillede, men retorikken klinger unægtelig af hattedameromantik omkring de frivillige organisationers mulighed for at løfte en stor del af opgaven. Man undgår ikke at få det indtryk, at statsministeren her lader sin indre minimalstatsmand komme til orde, om end det naturligvis sker med følelse. KONKRET HVORDAN vil regeringen hjælpe de hundredtusinder, der har det dårligst i Danmark, spørger vi. De skal ikke parkeres i passivitet, der skal oprettes et nyt råd, 'De svagestes LO', javel - men hvordan skal de mange ledige hænder aktiveres sådan mere præcis, når der samtidig lægges op til massive beskæringer af aktiveringsmidlerne? Anders Fogh vil tydeligvis stadig ikke forskrække danskerne (bortset fra dem, der arbejder i fagbevægelsen), selv når han skruer mere op for liberalismen, men mener han for eksempel, at dagpengene og mindstelønnen skal sættes ned og bistandshjælpen fjernes for at få hæren af overflødige til at forvandle sig til arbejdskraft? Det skal kunne betale sig at arbejde, siger Fogh igen og igen. Statsministeren måtte godt have sagt noget mere om de arbejdsmotiverende foranstaltninger, han vil gøre brug af, og vi tænker ikke kun på det massivt fremførte løfte om skattestop. ANDERS FOGH RASMUSSEN er god til at formulere fængende fraser om selvstændighedskultur og virkelyst og de udvidede frihedsgrader i en mere liberal version af velfærds-samfundet, men når det kommer til den barske virkelighed, som ikke engang en resultatrig SR-regering kunne få has på, fordi flere hundrede tusinde danskere simpelthen ikke har evnen til at begå sig på et stadig mere krævende arbejdsmarked, er ord og vidtløftigheder om et friheds-samfund uden skel ikke nok. Danmarks nye regering har nu talt højt og længe og ganske fantasifuldt om sine mål. Det skal unægtelig blive interessant at vurdere dens duelighed på dens faktiske gerninger.