DET ER GLÆDELIGT, at stridende afghanske grupper er enedes om en overgangsregering. Det er sket under enormt internationalt pres, især fra FN's generalsekretær, Kofi Annans, særlige Afghanistanudsending, Lakhdar Brahimi. Hans utrættelige arbejde for en »afghansk løsning på Afghanistans problemer« har båret frugt. Det samme har det forhold, at Afghanistan kan vente mange milliarder til genopbygning, hvis et overgangsstyre bringes til at fungere. Men det helt afgørende var nok, at tilstrækkeligt mange afghanere er parate til at lade politik og diplomati tage over efter 23 år, hvor væbnede stammekrige har afgjort landets skæbne. Kun sovjetisk besættelse kunne bringe afghanske klaner sammen i den periode. Men det står tilbage at se, om aftalen fra Bonn lader sig føre ud i livet i Kabul. Kun mindretallet af de afghanske forhandlere vender nu tilbage til hjemlandet, da flertallet kom fra eksil. UTILFREDSHEDEN med overgangsregeringens sammensætning er desuden stor blandt mange af dem, som nåede frem til forhandlingsbordet i Bonn. Med 17 af de 29 pladser i overgangsregeringen er der farlig overvægt til fordel for Nordalliancen. Men aftalen bryder med Nordalliancens nuværende militære dominans i Kabul, da den indebærer, at en FN-styrke indsættes i den afghanske hovedstad. Kun to kvinder kommer med i overgangsadministrationen, men det er i sig selv optakt til en social revolution, der blev understreget af, at en af dem underskrev aftalen i Bonn uden håret tildækket med tørklæde. Der er langt fra Bonn til Kabul og således også langt igen, før freden kan kaldes i hus i Afghanistan. Men dette ligner en overraskende god ny begyndelse for et land, hvis klaner hidtil kun har afgjort deres stridigheder med våben. Og de fleste af dem synes nu at kunne samles omkring overgangsregeringens leder, Hamid Karzai, der som vestvenlig og moderat også ligner en god brobygger til Afghanistans omverden.