KLAUS RIFBJERG har fødselsdag, og det har han jo, og det er i dag, Klaus Rif ... Man bliver altid i højt humør af at tænke på Store Klaus. Og dagens anledning, hans 70 år, gør kun humøret højere. Det er noget nær en national festdag, når sådan et fabeldyr fylder år. Det kalder på barnlig glæde og undren. Har han ikke været der altid? Har generationer af gymnasieelever ikke haft ham som pensum? Går han virkelig lyslevende rundt derude i to etager med kasket, jagtgevær og verdens skæveste båthorn lige midt i masken? Er han virkelig kun 70? Jamen, det er han kun. Og at dømme efter alt muligt, fra hans åsyn til visse af hans skriverier, kunne han snildt være yngre, væsentligt yngre. Dagens 70-årige har kontakt til sit indre barn, så engle sig må fryde. Han sanser. Og skriver. Straks! RIFBJERG ER EN treenighed af lyriker, epiker og polemiker. Den første er den største. Den sidste er den barnligste. Den midterste er stadig ung og lovende. At 'Den kroniske uskyld' blev netop dén Rifbjerg-titel, som hvert barn i Danmark skal kende, det har sin højere mening. Hvilken uskyld. Om det så er meninger, som han minsandten synes at have mange af, så er det vel egentlig mange år siden, at nogen for alvor har villet beskylde ham for at have dem. Det ville også være for groft. Man kategoriserer dem snarere som en slags suveræne livsytringer, enorme prust fra et fabeldyr, der nødvendigvis med korte mellemrum må slippe damp, tryk og energi ud i atmosfæren. Eksplodere mindst tre gange om dagen for at undgå den HELT store eksplosion. Tillykke til os alle sammen. Hvilket fantastisk fabeldyr vi har til at rumstere omkring i vores kultur. Man kan drømme om ham om natten, ligesom han selv gør om dronning Margrethe. Man kan blive i højt humør af ham om dagen. 70 år til, tak!