FOR NOGLE ÅR siden pegede den kendte britiske historiker Eric Hobsbawm på, at det 21. århundrede vil blive præget af religioner og religiøs fanatisme på samme måde som i middelalderen. Det er muligvis en tilsnigelse, men noget kunne tyde på, at hans forudsigelser i et vist omfang har vist sig at holde stik. I hvert fald har det første 'rigtige' år i det 3. årtusinde stået i især én religions tegn, nemlig islam. Ikke mindst terrorangrebet 11. september har gjort islam til det store dyr i åbenbaringen. Såvel lærde biskopper som snæversynede politikere fra det nationale højre har luftet deres bekymring for udsigten til religionskrig. Og kaster man et blik i de store toneangivende europæiske aviser, kan man hurtigt konstatere, at interessen for at forstå - og desværre indimellem også misforstå - hvad islam er for en størrelse, er øget markant. Islam i Europa er pludselig blevet til en nærværende udfordring. Siden resterne af det store muslimske kalifat i Spanien bukkede endeligt under i slutningen af 1400-tallet, og de tyrkiske invasionsforsøg af Wien blev afvist i 1700-tallet, har islam ellers i en europæisk bevidsthed ikke været stort andet end et fjernt og eksotisk islæt. SÅDAN ER DET ikke længere. I løbet af blot et par årtier er islam rykket tættere på det kristne eller sekulære Europa. Muslimer er derfor ikke kun 'dem' i de varme lande, men for små 15 millioners vedkommende også 'dem' i vores køligere del af verden. En stadig større og støt voksende generation af yngre muslimer betragter med god grund den europæiske virkelighed, de er født ind i, som deres egen. I de fleste lande i Europa er den næststørste religion nu islam. Snart vil vi formentlig også herhjemme se moskeer og muslimske gravpladser i de større byer, på samme måde som det allerede længe har været tilfældet i lande som Frankrig, Belgien, Tyskland og Storbritannien. Det er kort sagt ikke et spørgsmål, om islam bliver en del af Europa, men hvordan denne proces skal forløbe. INGEN, DER blot på skrømt har fulgt debatterne rundt om i Europa - vores hjemlige ikke undtaget - vil være i tvivl om, at der er store problemer forbundet med tilnærmelserne mellem forskellige kulturer og religioner. Mange er formentlig blevet et par illusioner fattigere i forhold til de renskurede idealer om det multikulturelle samfunds lyksaligheder. Der er ganske vist ikke noget alternativ til multikulturalismen - og de, der tænker i sådanne alternativer, bedes holde sig de grusomme erfaringer med etnisk nationalisme fra Bosnien og Kosova for øje - men som adskillige eksempler vidner om, så foregår tilnærmelsen langtfra gnidningsfrit. På den baggrund er det bydende nødvendigt at forholde sig til, hvilke krav vi som samfund betinger for den sameksistens, som endnu ikke er så naturlig, at den er fri for selv mere banale rivninger om f.eks. påklædning, spisevaner og bøn i arbejdstiden. Trods mange muslimers naturaliserede tilhørsforhold til en europæisk kulturkreds, befinder vi os med den britiske indenrigsminister David Blunketts ord fortsat på »multikulturalismens barnestadium«. Samme Blunkett, der er kendt som betydeligt mere venstredrejet end sin premierminister Tony Blair, gerådede for nylig ud i et voldsomt stormvejr, fordi han gjorde klart, at multikulturalisme ikke bare er en selvplejende organisme. Ganske vist - for at fastholde ovenfor nævnte barnemetafor - vokser de europæiske lande uundgåeligt op til at blive fuldvoksne multikulturelle og flerreligiøse samfund. Det afgørende er imidlertid, hvordan barnet vokser op. Og det er i den forbindelse, at Blunkett er værd at lytte til: Hvis vi skal undgå et samfund, der rives tværs over af raceoptøjer, diskrimination og radikalisering på begge sider, må vi have nogle fælles ufravigelige standarder. I OPLYSTE samfund kommer sådanne standarder ikke dalende ned fra himlen på stentavler eller som hellige lovbøger. Vi er pisket til selv at definere, hvad der er ret, og hvad der er vrang. For at den fælles samhørighed skal lykkes, er det imidlertid vigtigt at insistere på en politisk identitet bundet op omkring demokrati og parlamentarisme. I de muslimske lande er der ikke tradition for at adskille religion og politik, men det er netop kernen i den oplysningstænkning, som moderne stater baserer sig på. Muslimer i Europa må derfor arbejde for en identitet, der på en gang vender ryggen til middelalderlige ritualer og værdier og samtidig fastholder deres islamiske tro i en balance med det omgivende samfund. At være god muslim og europæer er ikke uforenelige størrelser. Men der skal fortsat arbejdes på sagen.