0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den 'røde' euro

Regeringen svigter eurovisioner

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

MELDINGEN fra europaminister Bertel Haarder (V) på dagens Europaside er ganske tankevækkende. Haarder afviser energisk, at euroen kan bruges som løftestang til et stærkere velfærdspolitisk samarbejde i EU, eller til noget som helst andet for den sags skyld. De mange, der over det ganske Europa håber, drømmer eller fremsætter konkrete forslag i den retning, afskrives som socialister, der bare vil misbruge euroen til at føre socialdemokratisk politik. Den fælles mønt er en praktisk foranstaltning, der sparer vekslekurserne og tydeliggør markedets disciplin. Den er nu gennemført. Og dermed slut. Ifølge Haarder.

Vi må minde om, at det er den europapolitiske chefideolog i Danmarks mest unionsivrige parti, der taler sådan. Om en begivenhed, der overalt i verden (bare ikke i statsministerens nytårstale) blev udråbt og hyldet som en historisk dag for Europa og samarbejdet mellem de europæiske folk. På et tidspunkt, hvor han og Venstre og Danmark står over for formandskabet i EU. I den situation er det en smule besynderligt, at statsministeren forholder sig ligegyldigt og Haarder forfalder til partitaktisk fnidder. Hvis Haarders angreb på socialisterne og den 'røde' euro overhovedet giver en mening, så må det være, at diskussionen mellem tilhængere og modstandere af mere union er blevet mindre væsentlig end de konkrete holdningsforskelle mellem socialdemokrater og borgerlige.

Socialisterne vil mere stat, mere regulering, mindre frihed. Både nationalt og i EU. De borgerlige vil mere frihed, mindre stat, mindre regulering. I EU såvel som på det nationale plan. I det lys forsøger Haarder blot at afmystificere EU-debatten og føre den ind i mere klassiske rammer, og det kan for så vidt lyde besnærende. Men der er mindst to grunde til, at synspunktet ikke holder.

FOR DET FØRSTE er det faktuelt forkert. Belgien er blandt de mest ivrige fortalere for at bruge euroen som løftestang, blandt andet for en 'økonomisk regering' i EU, og det er ikke socialisternes værk. Både statsminister-posten og udenrigsministerposten er besat med Bertel Haarders liberale partifæller. Også den konservative spanske regering, der nu overtager formandskabet, har gjort sig tanker om, hvordan euroen kan følges op politisk, mens EU-kommissionens formand, Romano Prodi, også liberal, til enhver tid sætter sig i spidsen for sådanne planer.

Tanken om at følge euroen op med et tættere politisk samarbejde er altså ikke - kun - et socialistisk projekt. For det andet, og endnu vigtigere, er højre-venstre-konflikten slet ikke så entydig, som Bertel Haarder vil gøre den til. De borgerlige, som i de senere år er kommet til magten i andre europæiske lande, har ofte fulgt samme strategi, som Venstre og konservative vandt på i Danmark: De har søgt mod midten. De har opgivet ethvert forsøg på at afvikle velfærdsstaten og har i stedet sat sig for at forny og udvikle den. Dermed har de fået en fælles interesse med socialdemokraterne i at sikre velfærdsstaternes finansielle grundlag, og det er netop, hvad ønskerne om en politisk udbygning af euroen handler om. En markant undtagelse fra dette billede er dog den ægte højreorienterede italienske regering under ledelse af Silvio Berlusconi. Han føler ingen trang til at lege Robin Hood, og flere af hans ledende ministre er da også bedøvende ligeglade med euroen og al dens væsen.

PROBLEMET med EU's velfærdsstrategi er ikke så meget viljen på det principielle og ideologiske plan, men at der mangler effektive instrumenter. Et helt åbenlyst eksempel er, at vi stadig ikke har mulighed for at sikre en rimelig bund under miljøafgifter, selskabsskatter og kapitalbeskatning. De seneste ti år har der været bred enighed om, at manglen på sådanne regler sætter en stopper for ansvarlig miljø-politik, lægger et dræn i statskasserne, tager pengene fra lønmodtagerne og øger arbejdsløsheden. Alligevel er der intet sket. I naturlig konsekvens af den antisocialistiske linje, som Venstre har anlagt i EU-politikken, vil partiet og den danske regering naturligvis modsætte sig, at der kan træffes flertalsbeslutninger om f.eks. mindstekrav til selskabsskatter.

At bruge EU som platform for ideologisk profilering af den mest primitive liberalisme er perspektivløst og sølle. Vi tillader os at gå ud fra, at kursen bliver lagt om i en fart. Det vil være skadeligt, ikke bare for danske interesser, men også for vores i forvejen hårdt prøvede omdømme, hvis den slags retorik sniger sig med ind i formandskabet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere