DER SKRIVES et vigtigt stykke historie, når FN's krigsforbryderdomstol i dag tager hul på sagen mod den tidligere jugoslaviske despot, Slobodan Milosevic. Det er den største sag af sin art siden Nürnbergprocessen efter Anden Verdenskrig, og den rummer anklager for 66 tilfælde af krigsforbrydelser som folkemord og massakrer i blandt andet Bosnien og Kosova. Det kræver en hel del fantasi at forestille sig, at Slobodan Milosevic kan gå fri af de alvorlige anklager, og det er formentlig også den erkendelse, der er årsag til, at han indtil videre har koncentreret sig om at betvivle Haagdomstolens legitimitet. Det burde være let at afvise i lyset af den måde, domstolen er konstrueret på, men synspunktet vækker naturligvis genklang hos det tilbageværende kor af forhærdede Milosevic-tilhængere. FORSØGET PÅ at underminere Haagdomstolens legitimitet var til at forudse og som sådan en ny påmindelse om en af de store svagheder ved at skulle overlade denne type sager til ad hoc -domstole som den i Haag frem for til en permanent international straffedomstol. En permanent domstol ville imødegå forsøget på at fremstille denne type opgør som instrument for sejrende magter. Ironisk nok er ikke mindst USA imod oprettelsen af sådan en domstol, fordi den også ville kunne bruges mod amerikanske soldater. En anden fordel ved en permanent international straffe-domstol ville være, at man kunne få et fastere greb om de budgetter, der i det nuværende system udgør en daglig trussel mod Haagdomstolens virke og effektivitet. Så sent som i weekenden var der meldinger om, at Milosevic-sagen har beslaglagt så mange ressourcer, at andre anklagede klager over, at de ikke kan forberede deres forsvar godt nok, bl.a. på grund af manglende adgang til oversættelse af vigtige dokumenter. Den type problemer vil med sikkerhed blive brugt af dem, der har en interesse i at sætte krigsforbryderprocesserne i et dårligt lys. Hvor meget man end må glæde sig over, at Milosevic nu stilles til ansvar for sine gerninger, undres man over fraværet af andre centrale skikkelser fra 1990'ernes overgreb på Balkan: folk som den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic, den bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic og den serbiske præsident, Milan Milutinovic, er fortsat på fri fod. Indtil disse kommer for en krigsforbryderdomstol, vil retsopgøret efter nogle af de værste forbrydelser mod menneskeheden i Europa i nyere tid fremstå som aldeles mangelfuldt.