HERHJEMME ER VI hærdede. Det er de også i Frankrig, Belgien, Østrig, Italien og Norge. Hærdede hvad angår tilstedeværelsen af et indvandrerfjendtligt protestparti. Holland, det flade, fugtige land med de gamle mestermalere, forrygende totalfodbold og frisindede kultur, er derimod en ren novice i den sammenhæng. Men nu blæser forandringens vinde. Og det er ikke blot en frisk brise. Indtil for kort tid siden havde hollænderne ikke noget højrepopulistisk parti. Det er der nu rådet bod på med partiet Leefbar Nederland (LN). Ligesom Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig, Lega Nord i Italien og Vlaams Blok i Belgien indtager det nye parti en stærkt kritisk holdning til indvandrere og flygtninge. Ganske vist blev partiets hidtidige leder for nylig sat fra bestillingen på grund af nogle opsigtsvækkende bemærkninger om muslimer, men partiets grundholdning er klar: Holland, som tæller 10 procent indvandrere, skal ikke lukke flere fremmede ind. MENINGSMÅLINGER spår LN 15 procent af stemmerne forud for parlamentsvalget til maj, hvilket svarer til 22 mandater ud af parlamentets 150 pladser. Hvis profetien holder stik, vil det være tilstrækkeligt til, at LN med ét slag bliver landets fjerdestørste parti og dermed sikrer sig betydelig parlamentarisk indflydelse. Er det en trussel mod demokratiet? Det korteste svar er nej. Men det er alligevel mere kompliceret end som så. DE POPULISTISKE protestpartier udgør ingen fare for de demokratiske institutioner. Derimod udgør de et alvorligt problem for den demokratiske kultur , hvilket er noget andet end demokrati alene forstået som stemmeafgivelse, folkevalgte forsamlinger og debatter i den lokale partiforening. Demokrati er også noget så abstrakt - og alligevel pokkers konkret - som en idé om fællesskab baseret på lige rettigheder og ligeværdig behandling for alle borgere. Modsætningen hertil er diskrimination, og netop diskrimination mod især bestemte etniske grupper i befolkningen er hvad de højrepopulistiske protestpartier lever højt på. At vende sig bort i afsky hjælper imidlertid ikke stort. Hvis man vil dæmme op for den tendens, disse partier er udtryk for, må man i anstændighedens navn lægge øre til deres protester, være de nok så uanstændige at høre på. Alternativet er et samfund uden sammenhængskraft, som brækker over på midten. Det europæiske højre marcherer, men i hvilken retning og med hvilken hast afhænger i vidt omfang af os andre.