ET NYT SKUESPILHUS - ja, tjae, diskussionen om den farce har vi - og vore forgængere - taget i årevis. Turen fra Kvæsthusbroen til Kgs. Nytorv med omstigninger har varet det meste af et hundrede år, men nu har vi omsider lagt os fast på den tankegang, at det kongelige skuespilhus bliver en realitet: sikret af et bredt politisk forlig, placeret på Kvæsthusbroen, bakket op af Københavns Kommune, tiljublet af landets borgere og styrket af præcis 337 forskellige arkitektforslag. Trutterut! Skuespilhuset kommer! Måske kommer det alligevel ikke. Siden sidst er der sket det, at Det Kongelige Teater pludselig har fået god plads. Gamle Scene bliver befriet for operaen og igen tilgængelig for skuespillet, Turbinehallerne fungerer, og Stærekassen er blevet ombygget og stærkt rost - i hvert fald for den behagelige siddekomfort i de røde sæder med god benplads. Men sagen er afklaret: Der er skabt et politisk kompromis, som ingen er hverken særlig glade eller særlig utilfredse over; vi er kort sagt fuldt beredte til denne nødvendige løsning - som blot pludselig ikke ser så nødvendig ud længere. BAGERST I politikerhjernerne rumler den ubehagelige mistanke, at Det Kongelige Teaters problemer lige så stille er løst, netop som man endelig var parat til at løse dem. Det er baggrunden for, at partiet Venstre nu igen synes, vi skal have en fri og åben debat om skuespilhuset. Hvad skal det egentlig til for? Det, som Nationalteatret mangler, er en intimscene, hvor skuespil fra vores eget århundrede kan finde omgivelser, der ikke slår eksperimenter ihjel. Med A.P. Møllers gave til nationen, et operahus, blev spørgsmålet om et skuespilhus totalt ændret, men vores adfærd er respektabel og indbyder ikke til nye overvejelser. Mens Mærsk Mc-Kinney Møller er i daglig og temmelig hemmelig kontakt med sin arkitekt Henning Larsen om indretningen af dette operahus, er sagen om skuespilhuset dog i det mindste offentlig og demokratisk. Hvad er det egentlig, vi efterspørger? Lad os så selv tage et kæmpeskridt ud i det uvisse og prøve en helt ny påstand: Vi behøver ikke at bygge huse, vi ikke mangler. A.P. Møllers operagave var risikabel, placeringen betragtes af nogle arkitekter som en gigantisk fejldisposition, men operaen kommer; det har højere magter bestemt. Ville det være så forkert at afvente den realisering, frem for at bygge for 700 millioner kroner uden garanti for nytten af investeringen? Lad os få påstanden prøvet af!