DA POLITIKEN afslørede, at Saddam Husseins hærchef, fra dengang han brugte kemiske våben mod civilbefolkningen, havde ophold i Danmark, lignede det en gave til den daværende opposition. I dag ligner sagen et pinagtigt dilemma for den nuværende regering. Skal man som lovet gøre alt for at få ham retsforfulgt? Eller skal man gøre det muligt for ham at hjælpe USA i den kommende konfrontation med Irak ? Regeringens dilemma er et godt billede på det mere grundlæggende dilemma, som både den danske og andre europæiske regeringer står over for, når det gælder Bush-administrationens Irak-politik. Drejer det sig om at sikre, at Saddam Hussein ikke kommer til at råde over masseødelæggelsesvåben? Eller drejer det sig om at vælte Saddam og indsætte et nyt regime i Irak? Eksperter mener, at det sidste kun kan lade sig gøre med udgangspunkt i den irakiske hær - og her er det, at hærchefen, der måske kan samle støtte blandt irakiske officerer, bliver aktuel. AT FØRE eller støtte en krig, der har til formål at udskifte regimet i Bagdad, er imidlertid en højst problematisk politik. For det første savner den det juridiske og politiske grundlag, der kunne sikre den støtte eller i det mindste accept i verdenssamfundet. For det andet vil den med sikkerhed føre til en storkrig, da den i sagens natur ikke efterlader plads til nogen form for kompromis. Og for det tredje er dens konsekvenser for regionens og verdens udvikling svære at overskue. Omvendt er kravet om, at Saddam Hussein opgiver sit forsøg på at få masseødelæggelsesvåben, både rimeligt i sig selv, juridisk gyldigt og politisk bredt accepteret. Et opgør med Irak, der skal være andet end en risikabel amerikansk magtdemonstration, bør derfor koncentrere sig om at stille krav om uhindret FN-inspektion af Irak. Også det kan ende i en militær konfrontation. Men dels er de bærende principper ikke ligegyldige, dels vil en sådan konfrontation ikke automatisk splintre den store koalition mod terrorisme. Også i det lys bør regeringen rejse tiltale mod eksil-generalen, hvis den målrettede efterforskning, der for længst burde være gennemført, giver grundlag for det. En anden linje ville være både retspolitisk og udenrigspolitisk forkert.