I DE danske fængsler er der mange barske typer, nogle af dem går rundt i uniformer. En hel del er organiseret i Dansk Fængselsforbund (DF), der med sin københavnske lokalafdeling i spidsen netop har formået at få en af kriminalforsorgens mest respekterede chefer, Ole Hansen, Vestre Fængsel, til efter at have holdt ud i syv år, sammen med sin vicedirektør, at sige op. Uden at fortabe sig i den konkrete sag er det tydeligt, at der er noget ravruskende galt i de danske fængsler, og at det i høj grad har at gøre med de fængselsansattes evne til at resocialisere de indsatte. Det går mildt sagt ikke særlig godt. Selv om Danmark har verdensrekord i antal ansatte per indsat, havner fire ud af fem indsatte igen i et lukket fængsel efter at være blevet løsladt. BLANDT DE årsager, der er til den ringe succes med resocialisering, er det helt skæve forhold mellem de personalegrupper, som arbejder i fængslerne. Der er kort sagt alt for mange af dem, der går rundt og låser op og i, og alt for få, der har en faglighed, som forholder sig direkte til at få fanger tilbage på ret køl. Dansk Fængselsforbunds fagpolitiske kampagne for mere sikkerhed har alt for længe fået lov at spærre for en dagsorden, der fokuserer direkte på resocialisering af fangerne. Vi siger ikke, at det psykiske - og fysiske - arbejdsmiljø ikke kan være om end meget hårdt for fængselsbetjente, men al erfaring viser, at sådanne problemer kun løses ved en langvarig, mangefacetteret indsats, hvor den nødvendige sikkerhed går hånd i hånd med en bred palet af genopdragende og motiverende tiltag. Tiltag, som socialrådgivere, psykologer, sundhedspersonale og forskellige former for undervisere typisk står for. Dansk Fængselsforbunds kampagne, der igen og igen kræver flere ansatte til at løse sikkerhedsopgaver, ødelægger det i virkeligheden både for fangerne - og for sine medlemmer, fængselsfunktionærerne.