AT PRÆSIDENT BUSH nu for alvor synes at forholde sig til mellemøstkonflikten er naturligvis et fremskridt. Alt for længe har USA lurepasset og ladet volden udvikle sig - til trods for at ingen anden magt i verden har de nødvendige pressionsmidler til at kunne gøre noget seriøst ved konflikten og aftvinge parterne - navnlig Israel - resultater. Nu skal udenrigsminister Colin Powell så på fredsmission. Hans mandat blev udstukket i præsidentens tale i forgårs. Det var en tale, som lagde det største ansvar for de aktuelle ulykker på Yassir Arafat, men på den anden side krævede israelsk tilbagetrækning fra palæstinensisk område. Man må håbe, at amerikanerne både er klar over, hvad de gør, og at de er indstillet på at sætte magt bag ved ordene. Og man må håbe, at de handler hurtigt. ARIEL SHARON er en mand, som tænker i militære baner, ikke politiske. Hvis Colin Powell først er i Jerusalem om en uge, kan Sharon nå at skabe uhyggeligt mange nye 'kendsgerninger' inden da. Man kan frygte for Arafats liv, og man kan frygte flygtningestrømme ud af Palæstina. Også selv om dette skrækscenario ikke bliver det, der møder Colin Powell, når han sætter foden på israelsk og palæstinensisk jord, så skal han ikke regne med, at nogen af parterne tænker i diplomatiske baner. Amerikanerne kan lige så godt først som sidst se i øjnene, at de selv må tage initiativet i en sådan grad, at der bringes meget store magtmidler i anvendelse. HELT UMIDDELBART må det kræves af begge parter, at al snak om kun at forhandle, 'når våbnene tier', hører op. Uanset situationen, uanset skyderier og myrderier, så skal der forhandles. Nu. Og forhandlingernes mål må være klart: Noget i retning af det saudiarabiske fredsudspil fra forrige uge. Bush og Powell kan lige så godt sige det først som sidst og på klart amerikansk: Vi rider den vej. Og det er nu!