REGERINGEN vil belønne studier, der har lavt frafald og er gode til at afsætte kandidater på arbejdsmarkedet. Ved at svinge en økonomisk gulerod foran de genstridige universiteter håber regeringen at få dem til at makke ret. Regeringen har ret i, at flere af landets universiteters indsats for at forberede kandidaterne til arbejdsmarkedet lader meget tilbage at ønske. At det kan gøres bedre, viser erfaringerne fra handelshøjskolerne, som i langt højere grad får afsat deres kandidater på arbejdsmarkedet. Rigtigt er det også, at frafaldet på universiteterne er alt for højt. Det er ikke usædvanligt, selv på de allermest populære studier, at over halvdelen ikke kommer gennem uddannelsen. Det er ganske enkelt spild af ressourcer og efterlader de studerende med et nederlag, som de skal slæbe rundt på resten af livet. MEN SKØNT diagnosen er rigtig, er kuren forkert og risikerer at have alvorlige bivirkninger. Først og mest oplagt vil kriterierne for at tildele penge på det grundlag være meget vanskelige at opstille. For hvordan vil man følge kandidaterne efter studiet, og hvad nu hvis de får job uafhængigt af deres akademiske uddannelse? Samtidig vil ordningen betyde, at de små humanistiske fag vil stå bagest i køen, når jobbonussen skal uddeles. Og skønt disse uddannelser ikke er en direkte billet til arbejdsmarkedet, er de en vigtig del af universitetets aktivitet. Men mest alvorligt risikerer sådanne primitive motivationsfaktorer at føre til opportunisme, hvor universiteterne strategisk går efter nemme gevinster. Det vil ikke give bedre uddannelser. I stedet for at gå videre i retning af økonomisk styring har universiteterne brug for større grundbevillinger, så de kan få et bedre fundament for at arbejde med at levere undervisning af den højeste kvalitet.