MAN MÅ beundre den diskretion, hvormed regeringen har fået en aftale med Dansk Folkeparti om yderligere forringelser af udlændinge og flygtninges forhold her i landet på plads. Det er til gengæld også det eneste, der er at beundre i den anledning. Det siger sig selv, at Dansk Folkepartis fingeraftryk gør det endnu sværere at blive dansker. Med ni års ventetid, sprogeksamen og troskabsed vil Danmark fremover forene alle de former for krav, der i andre lande i nogen grad er alternativer. Vi er nu de mest lukkede i vores del af verden, både hvad ventetid og substanskrav angår. Der knytter sig en særlig ironi til, at nydanskere fremover vil blive afkrævet et kendskab til danske samfundsforhold, der ligger langt over, hvad folkeskolen præsterer efter 9-10 års skolegang. Her er samfundsfag frivilligt og niveauet lavt. Måske kan vi få en tiltrængt faglig opstramning i skolerne som bivirkning? Facit er klart: Vi skal, som integrationsminister Bertel Haarder så friskt udtrykker det, ikke længere »være de bedste« på dette område. Han fastholder dog, at vi stadig skal være »gode«, en vurdering som de færreste uafhængige iagttagere (de befinder sig efterhånden mest i udlandet) dog vil give ham ret i. DET VÆRSTE ved aftalen med Dansk Folkeparti er dog ikke de konkrete stramninger, der trods alt ikke føjer så meget til den oprindelige problematiske pakke. Problemet er heller ikke den blokpolitik, der endnu en gang demonstreres. Det har man vænnet sig til. Nej. Det virkeligt ubehagelige er, at Dansk Folkeparti nu er blevet regeringens langsigtede partner på området, også når valgløfterne er udtømt. Det betyder for eksempel, at regeringen skal rådføre sig med Pia Kjærsgaard, hvis der pludselig igen skulle blive krig og elendighed i Europa med deraf følgende 'risiko' for træk på Danmarks solidaritet. Og det betyder, at Dansk Folkeparti når som helst kan bestille 'notater' i embedsværket, så de kan troværdiggøre deres skræmmebilleder. De markante stramninger, der nu kan vedtages, repræsenterer altså ikke engang et punktum. Alle dem, der er afhængige af den danske stats svindende tilbøjelighed til at leve op til almindelig anstændighed, må leve med fortsat usikkerhed og mulighed for yderligere tilbageslag.