I FORVIRRINGEN efter danskernes afvisning af euroen var Anders Fogh Rasmussen en af de få politikere, der formåede at reagere konstruktivt. Venstres formand indså, at EU-tilhængerne på ny var blevet sat skakmat af det såkaldte glidebaneargument, hvor EU-modstanderne slår på, at der konstant glider mere og magt over til EU. Foghs modtræk var et kompetencekatalog, hvor det skulle skæres ud i pap, hvad EU skal beskæftige sig med, og hvad medlemsstaterne skal beskæftige sig med. Forslaget var oprindeligt tysk og gik helt konkret ud på at nedfælde en liste med de opgaver, som EU skulle varetage, og de opgaver, som skulle blive på nationale hænder. UDSPILLET FRA Fogh forekom i al sin imødekommenhed over for EU-skeptikerne ganske sympatisk. Men at det overhovedet skulle være nødvendigt at lave et retsligt bindende kompetencekatalog, når der i forvejen er en EU-traktat, der opremser, hvad EU skal beskæftige med, har hele tiden haft et vist molboagtigt præg. Og i virkeligheden fortæller Foghs forslag mere om præmisserne for den danske EU-debat end om behovet for en afklaring af arbejdsdelingen mellem EU og medlemsstaterne. Når det overhovedet kan blive nødvendigt at foreslå et kompetencekatalog, er det jo fordi de store danske partier år efter år har benægtet, at hele udgangspunktet for EU er et stadig tættere politisk samarbejde. Og at løse det problem ved at låse EU fast i et stramt greb er ikke hensigtsmæssigt. Derfor har statsministeren truffet en god beslutning, når han nu dropper sit EU-slagnummer og lader regeringens repræsentant i EU's forfatningskonvent, tidligere Venstrehøvding Henning Christophersen, gå andre veje for at klargøre arbejdsdelingen i EU-samarbejdet. For selvom et rigidt kompetencekatalog er en dårlig idé, er der ingen tvivl om, at der er behov for en EU-forfatning, der i et enkelt og klart sprog tydeliggør EU's kompetencer, så også vælgerne kan forstå det.