VERDENS HELDIGSTE mand. Eller i hvert fald politiker. Det er den betegnelse, man fristes til at hæfte på Frankrigs præsident, Jacques Chirac, efter første runde af det franske parlamentsvalg. Før det nylige præsidentvalg var han en af Europas mest nedslidte politikere (det er 28 år siden, han første gang blev premierminister) med et velfortjent ry som opportunist, uden politiske resultater, og belastet af korruptionsanklager, som kun hans immunitet som statsoverhoved beskyttede ham imod. Så indtraf første runde af præsidentvalget 21. april. Den var et chok og en ydmygelse for Frankrig, men et svineheld for Chirac. Selv fik han det laveste stemmetal, nogen fransk præsident nogensinde har opnået, men det var ikke pointen; højreekstremisten Le Pen slog socialisten Lionel Jospin med et mulehår, og pludselig stod Chirac tilbage som det anstændige Frankrigs eneste, mulige valg. Chirac udfyldte rollen til perfektion og samlede over 82 procent af stemmerne i anden valgrunde. Store anti-Le Pen-demonstrationer, en markant øget valgdeltagelse, og stor stemmedisciplin på venstrefløjen skabte et øjeblik national samling. NÅR CHIRAC nu ser ud til at kunne samle absolut flertal i den franske Nationalforsamling på sine egne kandidater, er det ikke fordi, han har fastholdt den nationale forsoning. Hans sejr, hvis præcise omfang vi først kender efter anden runde om to uger, afspejler i stedet venstrefløjens lammelse. Kommunistpartiet er noget nær udslettet, den yderste venstrefløj væk, de grønne har ikke klaret sig bedre, og selv om socialisterne klarede sig hæderligt, formåede de ikke at opstille et alternativ. De kunne reelt ikke engang præstere en premierministerkandidat, og deres mest markante ansigter støtter ikke den venstredrejning, de antydede i valgkampen. Også Le Pen fik et dårligt valg, og dermed er der udsigt til, at Chirac bliver den i hvert fald på papiret mest magtfulde franske leder længe. På papiret - fordi en historisk lav valgdeltagelse minder om, at franskmændene stadig er alt andet end begejstrede for deres politiske system. Mens Chirac overvejer, hvordan han vil bruge sin uforudsete triumf, kan vi andre nøjes med at glæde os over, at Frankrig nu i det mindste igen er beslutningsdygtigt i Europapolitikken. Den overensstemmelse mellem præsident og regering har Frankrig savnet i syv ud af de sidste ti år - og det har ikke været til gavn for EU.