DET RUSSISKE kommunistpartis formand og tidligere bejler til posten som sit lands præsident, Gennadij Sjuganov, er en leder i krise. Hvor hans engang så mægtige parti var enerådende i den tidligere supermagt Sovjetunionen, er det i dag reduceret til at være en politisk statist, som trues af opløsning. Det kom for alvor til at stå klart, da flere af dets topfolk for nylig nægtede at følge deres partiformands opfordring til helt at bryde med præsident Putin og hans allierede, efter at de havde frataget kommunisterne en stribe vigtige udvalgsposter i det russiske parlament. Som sådan synes partiet at være rykket endnu et skridt nærmere den opløsning, som flere analytikere har spået siden Sovjetunionens sammenbrud for ti år siden. Udmøntningen af spådommen er dog først for alvor blevet tydelig, efter at den tidligere KGB-officer Vladimir Putin 31. december 1999 afløste Boris Jeltsin som præsident. Hvor Jeltsin konstant sloges med og ofte blev lammet af et både destruktivt og stormagtsromantisk kommunistparti, valgte Putin og hans fløj at gå i samarbejde med det store parti, men altså kun så længe det tjente et 'højere' magtpolitisk mål. OVENI HAR Vladimir Putin i løbet af sine kun to et halvt år som præsident formået at gøre op med nogle af Jeltsin-æraens værste røverkapitalister, de engang så magtfulde oligarker. Han har også styrket sit greb om Ruslands ofte ustyrlige regioner og til tider endnu mere ustyrlige regionale ledere gennem udnævnelsen af syv superguvernører, hvoraf fem i øvrigt er tidligere KGB- eller militærfolk. Hvor man for få år siden talte om, at Rusland var truet af indre opløsning, er det kun den lille republik Tjetjenien, som i dag kæmper for selvstændighed. Og også her har Putin fat i den lange ende, fordi det internationale samfund har besluttet at vende det blinde øje til Ruslands blodige krig. Fælles for det alt sammen er, at Putin har centraliseret sin magt i en sådan grad, at Rusland i et magtpolitisk perspektiv er blevet en betydeligt mere håndtérbar størrelse end i Jeltsin-årene. Risikoen er, at det i forvejen spæde demokrati sættes (yderligere) under pres, og at det fører til en gentagelse af den slags magtkoncentration, der historisk har tynget Vesteuropas enorme nabo mod øst. Faresignalerne anes allerede i form af bl.a. pres mod de frie medier, ligesom liberale guvernører klager over, at Putins magtkoncentration begrænser deres muligheder for at tænke nyt og kreativt. I værste fald risikerer Putins 'styrede demokrati' at ende som det 'liberale diktatur', som de russiske kommunisters formand, Gennadij Sjuganov - som en historisk ironi - nu advarer imod.