PRÆSIDENT CHIRAC og det borgerlige Frankrig har fået et drømmevalg, men 40 procent af vælgerne mødte ikke op. Le Pens Front National bliver slet ikke repræsenteret i den nye Nationalforsamling, og med cirka 10 procent af stemmerne er det ikke kun valgsystemets skyld. Socialisterne udgør den eneste opposition af blot nogen størrelse. På papiret kunne præsidenten og hans parti - som er en paraply-organisation, der samler meget forskellige fløje - ikke have det nemmere. For første gang i lang tid tilhører statsoverhovedet, regeringen og flertallet i begge parlamenters kamre den samme politiske fløj. Som en række iagttagere ikke mindst i udlandet og i erhvervsblade gør opmærksom på: Her burde være en enestående chance for at gennemføre de liberale strukturreformer, som Frankrig på en række punkter har brug for. Her burde være mulighed for at gøre op med hellige køer, også når det gælder forholdet til EU, hvor Paris ofte har drevet nationalegoismen meget langt ud. Muligheden er til stede. JOKEREN ER imidlertid ikke til at overse. Når sofavælgerne udgør 40 procent, og Chiracs eget, overvældende genvalg 5. maj alene skyldtes afskyen for Le Pen, så findes der en potentiel opposition af betydelig større styrke end mindretallet i de folkevalgte forsamlinger. Gadens parlament , der i de fleste europæiske lande har mistet sin betydning, er i Frankrig en realitet selv under mere normale omstændigheder. Både små og store grupper i det franske samfund er parat til at gå i strejke, lave blokade, gå til direkte aktion eller blot strømme ud i gaderne, hvis de føler deres interesser gået for nær. En sådan opposition, som man dårligt kan forhandle med, og som vanskeligt kan tages i ed, før det er for sent, kan blive handlingslammende for den ny regering. I den modsatte retning trækker, at dette under alle omstændigheder er Jacques Chiracs sidste periode ved magten, og at den evige opportunist nu burde begynde at interessere sig mere for historiebøgernes dom end for flygtige stemninger. Hvad den politiske, først og fremmest socialistiske opposition angår, forestår der en ørkenvandring. Den kan ikke gå på gaden.