FRYGTEN FOR DE fremmede skyller i disse dage over Europa, partier på det yderste højre vinder frem, og kampen mod illegal indvandring vil efter alt at dømme også blive hovedtemaet på EU-topmødet i Sevilla, der begynder i dag. Alle 15 lande er enige om, at der må 'gøres noget', men der er langtfra enighed om, hvad EU mere præcis kan eller bør gøre. På den ene side står lande som Spanien og Storbritannien, der ønsker en hård kurs mod både illegale indvandrere og de lande, de kommer fra. På den anden side lande som Sverige og Frankrig, der mener, at det kun vil forværre problemerne at skære i udviklingsbistanden til de lande, som ikke gør nok for at forhindre deres statsborgere i at snige sig ind i EU. Hvem har ret, hvad er vejen fremad? Allerførst er det vigtigt at minde om, at problemet med indvandrere - al den voldsomme retorik til trods - ikke er større end som så. Det anslås, at der hvert år kommer omkring 500.000 illegale indvandrere til EU. Et tal, der måske umiddelbart lyder voldsomt, men som dog kun udgør godt én promille af unionens 380 mio. borgere. Og når antallet af asylansøgere samtidig på årsbasis er faldet med omkring 300.000 i forhold til 1992, burde det være klart, at Europa ikke er i umiddelbar fare for at blive løbet over ende af verdens sultende masser. Faktisk har EU et skrigende behov for at øge den lovlige indvandring og derved opveje det faldende fødselstal, men det er en helt anden historie. MEN SELV OM problemet med den illegale indvandring er overdrevet, er det naturligvis reelt nok, og det forbandede er, at begge sider har delvis ret i, hvad man kan gøre ved det. På langt sigt er det indlysende, at den bedste måde at bekæmpe illegal indvandring på er at forbedre forholdene - og ikke mindst økonomien - i de lande, folk flygter fra. Og vejen til det hedder åbne markeder og udviklingsbistand. Omvendt er det også rimeligt nok, at EU på lidt kortere sigt kræver et element af samarbejde fra de lande, vi støtter, også når det gælder kampen mod illegal indvandring. Der er med andre ord ingen enkle løsninger, men skal man glæde sig over noget, er det, at indvandrerdebatten omsider foregår det eneste sted, det giver mening, nemlig i EU. Tiden for snævre nationale løsninger er forbi, problemet er af fælleseuropæiske dimensioner og kræver derfor en fælles indsats. Også derfor må man håbe, at EU's ledere ikke forfalder til retorisk populisme, men faktisk forsøger at nå et meningsfyldt kompromis mellem mange europæeres reelle - men overdrevne - bekymring og de økonomiske realiteter, der får folk til at flygte.