FOR NØJAGTIG en uge siden myrdede ukendte terrorister Afghanistans vicepræsident, Haji Abdul Qadir, på åben gade i hovedstaden Kabul. Han var en af de helt centrale skikkelser i regeringen, og mordet på ham understregede den kendsgerning, at freden langtfra er kommet til Afghanistan. Der er daglige meldinger om kampe mellem lokale krigsherrer, og samarbejdet mellem ministrene fra forskellige politiske og etniske fraktioner er mere end spinkelt. Det herskende kaos i landet blev yderligere sat i relief af et amerikansk bombeflys angreb sidste uge på et selskab af bryllupsgæster, der efter afghansk skik affyrede skud i luften. Begivenhederne viser, at hverken den svage afghanske regering eller den internationale sikkerhedsstyrke, ISAF, er i stand til at sikre orden og stabilitet i landet. Allerede fra indledningen af USA's militære operation i landet har præsident George W. Bush igen og igen understreget, at USA's rolle ikke er 'nationbuilding', altså politisk og økonomisk genopbygning af landet. Opgaven var at rive de terroristiske netværk op med rode. DET ER blandt andet af hensyn til de hemmelige militære operationer imod terrorgrupperne, at USA konsekvent har afvist at styrke ISAF i Kabul eller udstrække ISAF's mandat til de store provinshovedstæder og landdistrikterne. De amerikanske tropper skal have frie hænder, hedder det. Men prisen for denne frihed er, at regeringen knap kontrollerer Kabul og ikke har den ringeste kontrol med landet uden for hovedstaden. Så længe det er tilfældet, er fred og stabilitet en ren illusion. Derimod vil det kaos, landet har kendt under 23 års borgerkrig, fortsætte, hvilket giver yderligtgående politiske grupper og deciderede terrorister maksimale udfoldelsesmuligheder. KUN EN STÆRK international tilstedeværelse kan give ro til normalisering af landet. Den skal både bestå af økonomisk hjælp, opbygning af politiske institutioner og sikring af ro og orden overalt i landet. Den opgave kan kun det internationale samfund løse, og det er tankevækkende, at den globale magt, USA i Afghanistan, kun interesserer sig for militære operationer og kategorisk afviser at deltage i den fredsbevarende del. I de amerikanske lederes hoveder står de to opgaver i modsætning til hinanden, men virkeligheden og alle erfaringer viser, at kun en kombination af dem giver resultater på længere sigt.