I EN UGE, hvor konflikten mellem palæstinensere og israelere nok en gang har gjort al optimisme med hensyn til en nært forestående fredsaftale i Mellemøsten til skamme, er der sket en glædelig udvikling i Afrika. 'Glædelig' er måske et stort ord, men i betragtning af hvilke nedslående historier det hårdt prøvede kontinent normalt leverer, må det trods alt betragtes som en god nyhed, at to af de mest blodige konflikter på kontinentet er kommet et skridt nærmere en fredelig løsning. Det drejer sig om borgerkrigene i Congo og Sudan. Det er dannelsen af Den Afrikanske Union og fremlæggelsen af det politisk-økonomiske initiativ NEPAD, hvor Afrika lover demokrati og god regeringsførelse til gengæld for bistand, investeringer og handelsaftaler, der er baggrunden for, at der igen er kommet gang i forhandlingerne om fred i Afrikas største og tredjestørste land. Krigene i Congo og Sudan har tilsammen kostet mellem fire og fem millioner mennesker livet. De har stået på i årtier. Der er tale om komplekse konflikter, hvor magt, olie, diamanter og andre værdifulde mineraler er kogt sammen med religion og folkeslag. I DENNE UGE blev der indgået to fredsaftaler. Eller rettere sagt: aftaler om, at man er parat til at indgå fred. På lidt længere sigt. Sudans islamiske militærdiktator er tilsyneladende gået med til en folkeafstemning om selvstyre for det kristne og animistiske syd. Congos regering vil - sammen med FN - anholde eller udvise de ansvarlige for folkemordet i Rwanda i 1994. Til gengæld vil den nuværende regering i Rwanda trække sine styrker ud af Congo. Det er næsten ikke til at tro på. Parterne i de to konflikter har tidligere indgået lignende aftaler. De er blevet brudt igen og igen. Der ligger stribevis af problemer og faldgruber forude. Plus en række spørgsmål: Er de seriøse denne gang? Eller handler det om at vinde tid? Hvad med de andre deltagere i de komplicerede opgør, der ikke er med i aftalerne? Hvad med olien og diamanterne, som ingen frivilligt opgiver kontrollen med? NÅR DER alligevel er grund til at have et lidt større håb til de nye fredssignaler, skyldes det den atmosfære, de er indgået i. Der ligger et stærkt internationalt pres på parterne. Både fra USA og Europa, men også internt i Afrika. Sydafrika er ved at tage det naturlige ansvar som kontinentets supermagt. Kun ved at fastholde dette pres er der håb om, at aftalerne også følges af fred.