COLOMBIAS nye præsident, Álvaro Uribe, har påtaget sig et job, som synes umuligt fra starten. Han overtager et kaotisk land, hvor marxistiske guerillaer og højreorienterede paramilitære styrker sætter dagsordenen. Hvor narkotika og korruption gennemsyrer hele samfundet. Og hvor en fatalistisk befolkning nærmest har givet op over for den absurde voldsspiral, de lever i. Uribes jobbeskrivelse er, kort sagt, at han skal genskabe en stat, der er ved at falde fra hinanden, og vende en situation, som er en sand tragedie for landets borgere og har potentiale til at blive det samme for hele regionen. URIBES forgænger, den dialogsøgende, men svage Andrés Pastrana førte en politik, der endte som en eklatant fiasko. Derfor har colombianerne denne gang valgt en leder, som har lovet at sætte magt mod magt over for de væbnede og brutale grupper, der truer Colombias svage demokrati. Uribe er også USA's mand, og i lyset af sit stigende militære engagement i Colombia, har Washington allerede offentligt dikteret den politik, som USA mener, Uribe bør følge. Den hedder, ikke overraskende, mere militær, mindre dialog med oprørerne og desuden immunitet for de udsendte amerikanske soldater, selv om Colombia allerede har ratificeret sin tilslutning til den internationale straffedomstol. Det hele ligner opskriften på en katastrofe. Hvad Colombia har brug for, er ikke mere vold, men en massiv indsats for at reformere det politiske system og opbygge stærke institutioner, der kan få befolkningen til at tro på, at demokrati og dialog er vejen frem. Colombia har også brug for at kunne afsætte sine varer, herunder kaffen, til ordentlige priser, så bønder ikke, som nu, tvinges til at dyrke narkotiske planter for at overleve. Det første kan Uribe gøre noget ved. Det andet er en sag for verdenssamfundet. Begge dele haster.