FAIRNESS, sportsmanship og ære er centrale begreber i den britiske opfattelse af rammerne for idræt. Derfor var det forudsigeligt, at det engelske fodboldforbund (FA) gik meget forsigtigt til værks, da aviser for et par uger siden kunne bringe opsigtsvækkende passager af en selvbiografi på vej til boghandlernes hylder. Det var den irske fodboldspiller Roy Keanes egne ord for, hvordan han sidste år med vilje sparkede en modstander ned og tilmed gav sig tid til at overfuse ham i grove vendinger, inden han forlod banen uden at afvente den logiske udvisning. I stedet for at reagere spontant rekvirerede FA et eksemplar af bogen og bad Roy Keane forklare sig nærmere på skrift i løbet af 14 dage. Den frist udløber med denne uges komme, så nu skal fodboldforbundet tage stilling til, om Roy Keane har bragt boldspillet i miskredit og derfor skal idømmes en disciplinær straf. DET BØR der ikke være den mindst tvivl om. Roy Keane er anfører for det bedste hold i verdens mest berømte fodboldklub, Manchester United, og som sådan idol og rollemodel for børn over hele kloden. Den position har den iltre irer endegyldigt vist sig uværdig til at indtage - og det bør FA fastslå. Nok skal der være plads til temperamentsfuld udfoldelse i sport. Men at begå en planlagt voldsforbrydelse i fodboldstøvler og efterfølgende bede en tusindtallig fanskare om at betale for at læse den trykte tilståelse, det overskrider selv den yderste grænse for det acceptable - hvis det ikke bringer fodboldspillet i miskredit, så er der intet , der kan gøre det. Derfor skal Roy Keane i denne uge have besked på, at han har spillet sin sidste kamp.