SÅ BLEV det S-måned. S for september og S for Socialdemokratiet. September er skæbnemåneden for det danske Socialdemokrati, der afholder en mere end almindeligt interessant kongres i fornyelsens og persondramatikkens tegn - og både i Sverige og Tyskland vil de socialdemokratisk-ledede regeringer blive udsat for vælgernes dom. Som det med stor tydelighed fremgik af lørdagens Debat-sektion her i avisen, befinder det politiske projekt, der er blevet kaldt 'den tredje vej', sig i en meget tvetydig og uafklaret situation. På den ene side praktiserer stort set alle lande i EU, uanset hvilket parti der er ved magten, en traditionel, socialdemokratisk politik, hvor staten spiller en stor og afgørende rolle i det økonomiske liv og som garant for borgernes velfærd. På den anden side tiltrækkes vælgerne i stigende grad af partier med helt andre - ofte polariserende - budskaber end dem, de konsensusorienterede socialdemokratier står for. Socialdemokratismen har sejret, de (fleste) socialdemokratiske partier er i krise. DEN BELGISKE venstreintellektuelle filosof Chantal Mouffe bebrejder socialdemokratismen, der altid har været teknokratisk, at den også fremstår kedelig og lidenskabsløs. Uden at kunne formulere andet end de gængse besværgelser om, at det er nødvendigt at redefinere den socialdemokratisk identitet og gøre venstreorienterede partier attraktive for de underpriviligerede, sætter filosoffen sin lid til følelserne. Det er dem, der skal vækkes. Hun ønsker en politik, der igen har kolorit, en politik, der ikke er farveløs og blodfattig. Lige præcis her er det, at man kunne have lyst til at minde filosoffen om de fatale politiske erfaringer, vi har med politiske bevægelser, i høj grad også venstreorienterede, der har levet i kraft af deres lidenskabelighed. Fra Stalin til Hitler, fra kommunister til fascister og diverse populistiske bevægelser, er erfaringerne med lidenskabelig politik negative for at underdrive en smule. Sagt på en anden måde: Ansvarlig politik er i en eller anden forstand dømt til at være kedelig! Kedelig forstået som seriøs og fornuftbaseret. Kedelig, fordi der altid er en helhed af hensyn, som skal tages i nutidens komplekse samfund, hvor det, vi har mindst brug for, er lidenskabeligt opflammede politikere, der koger virkeligheden ned til sort-hvid enkelhed. Den største udfordring for de socialdemokratier, hvis velbefindende Europa ikke kan undvære, er med andre ord at tiltrække politikere, der kan kommunikere lidenskabeligt - om den 'kedelige' helhed.