PRÆSIDENT Bush efterlod ingen tvivl om hensigten i sin tale til FN i går. USA vil fjerne den irakiske diktator, Saddam Hussein, fra magten i Bagdad. Men uanset, at USA i dag har militær magt til at handle alene, undlod Bush umiddelbart at forfølge sit mål ensidigt og uden at tage FN med på råd. I stedet udfordrede han både Saddam Hussein og FN med en række stærke krav, som tvinger både diktatoren og verdenssamfundet til at tænke sig grundigt om. USA HAR, som Bush fornuftigt pointerede, ingen uoverensstemmelse med irakerne, kun med deres diktator, som har udløst krige, undertrykt, myrdet og lemlæstet. Men Bush vil samarbejde med FN's Sikkerhedsråd om at give diktatoren en sidste mulighed for - som krævet af FN og lovet af Saddam Hussein - at lade FN's våbeninspektører udføre deres arbejde. At lade sine masseødelæggelsesvåben destruere. At frigive sine krigsfanger. At stoppe sin bastante undertrykkelse. At bruge sine oliepenge på at tilfredsstille befolkningens behov, ikke sin egen appetit på magt. Ingen demokratisk regering kan afvise Bushs krav som urimelige. De udgør ikke en trussel mod irakerne, og intet hindrer Saddam Hussein i for en gangs skyld at gøre sit folk en tjeneste. MEN MED disse krav udfordrer Bush reelt også FN til at tage sine egne resolutioner mere alvorligt end Saddam Hussein, der så demonstrativt har blæst på FN og dets våbeninspektører og undertrykt sin befolkning i strid med alle FN's principper om menneskerettigheder. Skønt verden har god grund til et klart ubehag ved Bush-regeringens øvrige magtfuldkommenhed og politisk ukloge egensindighed, gør Bush ret i således at angle efter international rygrad. Hvor længe vil verdenssamfundet acceptere, at en blodbesudlet diktator, der har mistet enhver legitimitet, lader sit eget samfund lide og bedrager det internationale? Hvis ikke dét må have en tidsfrist og en ende, er der kun én vinder. Saddam Hussein.