SELVOM vi måske ikke altid bryder os om det, er der ting og sager, vi godt kan lære af Sverige. Tag nu f.eks. riksdagsvalget på søndag. Også på dén side af Sundet ligger højre og venstre tæt. Men i stor udstrækning handler valget om politik og ikke kun om taktiske fiduser i jagten på midterstemmer. Og ingen partier af betydning forsøger at spille på fremmedfjendtlighed for at fremmane utryghed og tiltuske sig stemmer på den konto. I stedet har både Socialdemokratiet og det liberale Folkpartiet - det nærmeste, Sverige kommer på de radikale, forsøgt at formulere konstruktive holdninger til integrationen af nye borgere i Sverige. Statsminister Göran Persson, hvis regeringsledelse hænger i en tyndere tråd, end han bryder sig om, har på markant skarpere vis end sin danske partilederkollega lagt glasklar afstand til forsøg på at løbe efter vælgerne og lodret advaret mod højrepopulisme. Persson taler om brug for flere hænder i Sverige og for bedre integration af udlændinge på det svenske arbejdsmarked. FOLKEPARTIET står til et forrygende valg med to-tre gange så mange stemmer som ved sidste valg, ikke mindst på grund af et konkret integrationsprogram. Partilederen, Lars Leijonborg, har på liberale præmisser lagt åben afstand til Dansk Folkeparti, som afgørende har svækket Danmarks omdømme i Sverige. I stedet har han foreslået mere liberale asylregler, fri arbejdskraftindvandring og stærke love mod diskrimination - kombineret med klare krav til de nye i Sverige. Den såkaldte arbejdskraftindvandring skal åbent reguleres i forholdet til behovet for arbejdskraft. Hvis den besøgende arbejdskraft er ledig i tre måneder, vil Leijonborg og Folkepartiet sende ham eller hende hjem. Og før indvandrere kan opnå statsborgerskab, skal de ifølge dette parti kunne bestå en prøve i det svenske sprog. Programforslaget er en solid diskussion værd, men det har Sverige sandelig også fået. Både socialdemokrater og folkepartister bygger grundlæggende deres programmer på en åben modtagelse af nye medborgere. Interessant.