GERHARD SCHRÖDER må knibe sig i armen endnu. Med en margen på under ti tusind stemmer lykkedes det den tyske SPD-leder og forbundskansler at sikre sig endnu fire år i embedet. Det kan han først og fremmest takke alliancen med Tysklands populæreste politiker for. Uden 'Joschka' med efternavnet Fischer ville den rødgrønne alliance være faldet. Det er, fordi Joschka Fishers parti, De Grønne, gik pænt frem og den konservative udfordrer, Edmund Stoibers støtteparti FDP gik tilbage, at Tysklands kansler stadig er socialdemokratisk. Oversvømmelseskatastrofen i Øst- og Sydtyskland blev både af socialdemokraterne og De Grønne udnyttet med stor effektivitet. Schröder trådte i karakter som landsfader, og også De Grønne fik stor opmærksomhed, da de koblede naturkatastrofen til menneskeskabte miljøproblemer. Socialdemokraternes slutspurt var effektiv, men ikke særlig smuk. Partiet spillede fredskortet i en overraskende antiamerikansk kampagne mod krigsførelse i Irak og vil få stort besvær med at gøre forholdet til den store partner godt igen. FOR SOCIALDEMOKRATERNE gælder det nu om at skabe resultater på det område, hvor de har fejlet så fatalt i forhold til den forventning, der altid er størst til en hvilken som helst socialdemokratisk regering i Europa: At den kan bekæmpe arbejdsløshed. At den kan sikre almindelige mennesker et arbejde. SPD's tilbagegang og lange popularitetsdyk i meningsmålingerne er udtryk for, at tiltroen til partiet på dette område er blevet mindre, men det er ikke desto mindre her, at socialdemokraterne har en vare at levere. Stoiber lå til at vinde lige til det sidste, og den bayerske hardliner, der ikke havde andre bud på en ny politik i Tyskland end den tvivlsomme privatiseringsstrategi, han har anvendt i sin velstående sydtyske delstat, nåede ellers at udråbe sin sejr. Men hans ubehagelige inddragelse af udlændingepolitikken gav - heldigvis - ikke pote, hvilket er bemærkelsesværdigt i lyset af al snakken om en ny dimension i europæisk politik med udspring i udlændingetemaet. DE GRØNNES fremgang er også udtryk for, at partiet fremstår som et reelt alternativ til den politik, som de store midterpartier, SPD og CDU, står for, og som ikke altid er så forskellig endda. For både ekskommunisterne i PDS og de højreradikale blev valget derimod en katastrofe. Tysk politik foregår heldigvis på midten. Selvom det ikke bliver nemt for Schröder og Fischer, er mandatet - også fra CDU/CSU-vælgerne, at der skal sættes skub i den tyske økonomi. Kun hvis den rødgrønne regering kan få den stærke tyske fagbevægelse med på projektet, vil det lykkes. Schröder går en hård tid i møde.